Gildet paa Solhoug
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
(idet han reiser sig fra Bordet.)
(med et uroligt Blik til Margit.)
(reiser sig.)
(ængstelig og halv sagte til Margit.)
(idet han springer op fra Bordet).
(søger at berolige ham)
(med indædt Harme)
(vedbliver uden at agte paa ham)
(som før)
(afsides.)
(til Knut)
(afbryder ham noget utaalmodigt )
(overrasket)
(sagte)
(sagte til Knut)
(sagte.)
(til Margit)
(med skjult Bitterhed.)
(for sig selv.)
(synker mat om i en Stol til Høire og siger efter
en Pause:)
an hende paa Bordet og begynder under det Følgende
at pynte sig.)
de øvrige Smykker)
sine Hænder)
(springer op, idet hun søger at fatte sig.)
(tankefuldt)
(seer bebreidende paa hende.)
(halvt for sig selv.)
(uden at agte paa hende)
(fatter sig)
(betragter hende kjærligt og stryger hendes Haar tilside.)
(leende)
(efter en Pause)
(kommer hurtig fra Baggrunden)
(seer ud igjennem Døren i Baggrunden.)
Margit vedbliver efter et Øiebliks Taushed:)
(for sig selv.)
(iler hende imøde)
(fremmed, idet hun hilser ham)
(uden at modtage den)
(leende)
(idet hun gaaer over til Bordet til Høire)
(seer stivt paa hende)
(afbrydende)
(leende til Gudmund, idet han kommer tilbage.)
(afsides)
(efter en Pause)
(tvungent, spøgende)
(med frembrydende Følelse)
(betragter hende deeltagende og siger efter en
Pause med dæmpet Stemme)
(heftigt)
(uden at see paa ham)
(heftigt.)
(der imidlertid har reist sig)
(med den høieste Overraskelse)
(rækker ham Haanden)
(der ufravendt har betragtet hende.)
(uden at see paa ham.)
(med dæmpet Stemme)
(hviskende)
(idet han atter forvarer Flasken.)
(peger smilende paa Døren tilvenstre )
(kommer leende ud af Døren og løber hen til
Margit.)
(smilende til Gudmund)
(skjælmsk, idet hun træder tilbage og truer ham
med Fingeren.)
(afsides.)
( afsides, idet han seer efter hende )
(kommer med Harpen)
(seer ud i Baggrunden)
(idet Gudmund indleder den følgende Sang.)
(synger)
(betragter ham drømmende og gjentager for
sig selv, idet hun lægger Haanden paa Hjertet.)
(adspredt)
(halvt for sig selv.)
(opvaagnende)
(farer med Haanden over Panden)
(udenfor:)
og Lystighed vedbliver under det Følgende at lyde
dæmpet derinde.)
(langtrukket.)
(med glad og stille Forbauselse)
(der kun halvt har lyttet til hans Ord.)
(undselig)
(gaaer ind i Huset.)
(vedblivende)
(uden at høre paa ham)
(med voldsom Latter)
(pludselig alvorlig.)
(holder ham tilbage)
(gaaer mod Baggrunden og seer ned i Dybet.)
(idet hun skjuler Flasken og gaaer ned i Forgrunden)
(nærmer sig)
(seer forskende paa hende)
(afsides)
der pludseligt.)
(endnu i Baggrunden)
(afsides.)
(afsides med et Blik til Margit.)
(sagte til Erik, idet denne gaaer bag ved Huset.)
(smilende)
(til Margit, idet de nærme sig Forgrunden)
(seer forundret og hovedrystende paa hende)
og Knut komme atter frem.)
(til Margit, idet Begge komme ned i For-
grunden)
( undselig )
(afsides)
(til Gudmund, idet Begge komme ned i Forgrunden)
(afsides)
(der ubemærket har nærmet sig)
(til Knut)
(der ligeledes har lyttet)
(paa engang hviskende til hinanden, idet de
Begge pege paa Signe.)
(studsende)
(ligesaa)
( afsides; halvt forvildet)
(som før)
(med et Skrig.)
( afsides , idet han bliver hende vaer)
(forundret)
(med næsten tonløs Stemme)
(til Margit)
(til Margit.)
(til Margit.)
(kjæmpende med sig selv.)
(ængstelig)
(til Gudmund)
(hviskende)
(afsides)
(hviskende imellem hinanden )
(dæmpet)
(afsides)
(gaaer fornøiet om mellem Gjæsterne)
(afsides)
liggende i Græsset eller lænet op til Træerne.
Gudmund staaer i Midten. Margit til Høire,
Signe til Venstre.)
(synger)
(gjør Miner til Margit)
(afsides)
(afsides)
(grædende, idet hun griber hende i sine Arme.)
(paa samme Tid.)
(talende til Nogen udenfor)
gende Chor.)
(gaaer ud til Venstre)
(sætter sig hen ved et aabent Vindu til Høire)
(der imidlertid har gjemt Flasken)
(sætter sig tilvenstre )
(fylder Bægeret, som staaer foran ham paa
Bordet og siger, idet hun gaaer over til Høire med
Mjødkruset)
(smiler foragteligt.)
(afsides)
(sagte, idet hun fylder Bægeret.)
(med et Blik til Bægeret.)
(har under hans Ord forraadt en stedse stigen-
de Sjælekamp; endelig tager hun Flasken frem)
(uden at lægge Mærke dertil)
(afsides)
(gaaer mod Venstre, men standser kjæmpende med
sig selv og nærmer sig atter Bægret, som om
hun angrede sit Forsæt.)
(leende, idet han lægger sig tilbage i Stolen)
(pludselig bestemt)
( kommer, forskrækket )
(sætter Bægeret ned)
(lyttende)
( afsides )
(forfærdet, idet hun bemærker Bægeret som Gud-
mund har beholdt i Haanden)
(forvirret)
(fortvivlet)
(afsides)
(drager Sværdet)
( kommer og standser Gudmund, som vil ile ud.)
(bleg og stille)
hviskende Sammenhængen)
(efter vexelviis at have betragtet Gudmund og Signe)
(nærmer sig bedende)
(ængstelig)
(seer ud)
(uden de nys Ankomne)
Skjær ind i Stuen. Margit, der har siddet
hensunken i sig selv, reiser sig og træder frem )
mellem Gudmund og Signe)
Faksimile
Gildet paa Solhoug.
Skuespil i
3
Akter
Faksimile
Faksimile
3
Gildet paa Solhoug.
Faksimile
4
Personerne:
Bengt Gautesøn, Herre til
Solhoug
˹.˺
Margit, hans Hustru
˹.˺
Signe, hendes Søster
˹.˺
Gudmund Alfsøn, deres Frænde
˹.˺
Knut Gjæsling, Kongens Foged
˹.˺
Erik fra Hægge, hans Ven.
Første Huuskarl˹.˺
Anden Huuskarl˹.˺
Kongens Sendebud
˹.˺
En gammel Mand
˹.˺
En Pige˹.˺
Gjæster, Herrer og Fruer.
Mænd i Gudmunds Følge˹.˺
Svende hos Knut Gjæsling˹.˺
Karle og Terner paa
Solhoug
.
(Handlingen foregaaer paa
Solhoug
i
Slutningen
af
det fjortende Aarhundrede)
det fjortende Aarhundrede)
Faksimile
5.
Første Akt.
(En stadselig Stue med Dør i Baggrunden og paa begge
Sider. Tilhøire et Bord med en Mængde forskjellige Fru-
entimmersmykker i Tidens Smag. Tilvenstre et større
Bord med Sølvkruse, Bægre, o. s. v. – Døren ˹i˺ til Bag-
grunden fører ud til en aaben Svalegang, hvorigjen-
nem sees et vildt Fjordparti.)
Sider. Tilhøire et Bord med en Mængde forskjellige Fru-
entimmersmykker i Tidens Smag. Tilvenstre et større
Bord med Sølvkruse, Bægre, o. s. v. – Døren ˹i˺ til Bag-
grunden fører ud til en aaben Svalegang, hvorigjen-
nem sees et vildt Fjordparti.)
1ste
Scene.
Bengt, Margit,
Knut
og Erik (sidde
om Bordet tilvenstre.) I Baggrunden Knuts Mænd.
om Bordet tilvenstre.) I Baggrunden Knuts Mænd.
(Naar Tæppet gaaer
op
høres Kirkeklokker, der
ringe til Høimesse fra en nærliggende Kirke.)
ringe til Høimesse fra en nærliggende Kirke.)
Erik
(idet han reiser sig fra Bordet.)
Bengt
(med et uroligt Blik til Margit.)
Ja, jeg – jeg tænker nu – (da
hun
tier) Ja,
Margit! lad os først høre hvad Du mener.
Margit! lad os først høre hvad Du mener.
Margit
(reiser sig.)
Herr Knut Gjæsling!
det
var mig længe vitter-
ligt, hvad Erik fra Hægge nys fremsatte om E-
der. Jeg veed fuldtvel at I stammer fra en berømme-
lig Slægt; I er rig paa Gods og Guld, og vor konge-
lige Herre er Eder synderlig bevaagen.
ligt, hvad Erik fra Hægge nys fremsatte om E-
der. Jeg veed fuldtvel at I stammer fra en berømme-
lig Slægt; I er rig paa Gods og Guld, og vor konge-
lige Herre er Eder synderlig bevaagen.
Bengt
(til Knut.)
Synderlig bevaagen, – det siger jeg ogsaa.
Bengt
.
Ingen bedre; det er lige det Samme, som jeg
tænker.
tænker.
Margit
Dersom I ellers kan formaa hende til at fatte
Godhed for Jer.
Godhed for Jer.
Bengt
(ængstelig og halv sagte til Margit.)
Men, – men, min kjære Hustru!
Knut
(idet han springer op fra Bordet).
Jasaa, Fru Margit! I
mener
at Eders Søster –
Bengt
(søger at berolige ham)
Margit
Saalidet kan mine Ord krænke Jer; min Søster
kjender Eder jo kun af Rygtet, og Eders Rygte
klinger ilde for høviske Øren. ˹–˺
kjender Eder jo kun af Rygtet, og Eders Rygte
klinger ilde for høviske Øren. ˹–˺
Eders Fædres Gaard er et utrygt Hjem
Mellem alle de vilde Gjæster; –
Baade Nat og Dag har I Gilde med
dem,
Christ hjælpe den
Ungmø
I fæster!
Christ hjælpe den
Ungmø
I lokker med Guld,
Med Gods eller grønne Skove, –
Snart vil I see hende sorrigfuld
At længes under Muldet at sove!
Erik
.Knut
.Og vel skal I mærke Jer dette, Fru Margit!
Det kan være en Uge siden at jeg var til Drik-
kegilde paa Hægge, hos Erik som der staaer;
Øllet var stærkt, og da det led ud paa Kvæl-
den gjorde jeg det Løfte at Signe, Eders fagre
Søster, skulde vorde min Viv før Aaret var om-
me. Aldrig skal I sige Knut Gjæsling paa,
at han har brudt noget Løfte; I seer da vel
at I maa kaare mig til Eders Søsters Huus-
bond, enten med det Gode eller med det Onde!
Det kan være en Uge siden at jeg var til Drik-
kegilde paa Hægge, hos Erik som der staaer;
Øllet var stærkt, og da det led ud paa Kvæl-
den gjorde jeg det Løfte at Signe, Eders fagre
Søster, skulde vorde min Viv før Aaret var om-
me. Aldrig skal I sige Knut Gjæsling paa,
at han har brudt noget Løfte; I seer da vel
at I maa kaare mig til Eders Søsters Huus-
bond, enten med det Gode eller med det Onde!
Margit
Før det skal
ske
, vil jeg ikke fordølge,
I maa skille Jer af med Jert ravende
Følge,
I maa ikke længer med Skrig og med Larm
Faksimile
10.
Jage rundt Bygden tilhest og i Karm;
I maa tæmme den Gru, som langveis staaer
Af Knut Gjæslings Komme til Bryllupsgaard.
Høvisk maa I tee
Jer
naar I rider til
Gilde,
Øxen skal I hjemme bag Stuedøren stille;
I
veed
den sidder løs i Jer Haand, naar Mjød
Og Øl har gjort Jer Panden fortumlet og rød.
Ærbare Kvinder skal I lade med
Fred,
Lad Hvermand beholde sit
Eie,
I maa ikke frækt skikke Nogen den Besked,
At
hvis han er
klog˹,˺
saa ta’er han Ligskjorten
med
Naar han færdes paa Eders Veie!
Og arter I Jer saadan til Aaret gaaer ud,
Saa kunde I nok vinde Jer min Søster til Brud.
Knut
(med indædt Harme)
Faksimile
11.
I veed snildt at belægge Eders Ord, Fru Margit!
Forsandt, I burde være Præst og ikke Eders Huus-
bonds Frue.
Forsandt, I burde være Præst og ikke Eders Huus-
bonds Frue.
Bengt
Aa, for den Sags Skyld, saa kunde nok jeg ogsaa –
Knut
(vedbliver uden at agte paa ham)
Men vel skal I mærke
Jer,
at havde en vaaben-
kyndig Mand talt mig til paa saadan Viis som
I, saa –
kyndig Mand talt mig til paa saadan Viis som
I, saa –
Bengt
Nei, men hør nu, Herr Gjæsling, I maa forstaa
os!
os!
Knut
(som før)
Bengt
(afsides.)
Der har vi det. (
sagte
til Margit) Margit!
Margit! dette her gaaer aldrig godt.
Margit! dette her gaaer aldrig godt.
Margit
(til Knut)
I bad om ærligt Svar, og det har jeg givet Jer.
Knut
Vel, vel, jeg vil heller ikke regne det saa nøie
med Jer, Fru Margit! I har mere Kløgt og
Betænksomhed end alle vi Andre tilhobe. Der er
min Haand; kanhænde der er skjællig Grund for
alle de haarde Ord I sagde mig.
med Jer, Fru Margit! I har mere Kløgt og
Betænksomhed end alle vi Andre tilhobe. Der er
min Haand; kanhænde der er skjællig Grund for
alle de haarde Ord I sagde mig.
Faksimile
13.
Margit
Det maa jeg lide; nu er I jo alt paa god Vei
til at bedre Jer. Og hør nu mit Ord; vi hol-
de et Gilde her paa Solhoug idag.
til at bedre Jer. Og hør nu mit Ord; vi hol-
de et Gilde her paa Solhoug idag.
Knut
.Et Gilde?
Bengt
.Ja, I skal vide, Herr
Gjæsling,
det er vor Bryl-
lupsfest. Idag for tre Aar siden blev jeg Fru
Margits Mand.
lupsfest. Idag for tre Aar siden blev jeg Fru
Margits Mand.
Margit
(afbryder ham noget utaalmodigt )
Som jeg sagde, vi holde Gilde idag. Naar I
nu kommer fra Kirken og har røgtet Eders øv-
rige Ærinder, saa rider I hid igjen og tager Del
i Laget; I kan da lære min Søster at kjende.
nu kommer fra Kirken og har røgtet Eders øv-
rige Ærinder, saa rider I hid igjen og tager Del
i Laget; I kan da lære min Søster at kjende.
Faksimile
14.
Knut
.Vel, Fru
Margit!
jeg takker Jer; dog var det
ikke for at søge Kirken jeg red herned imorges.
Min Reise gjælder Gudmund Alfsøn, Eders Frænde.
ikke for at søge Kirken jeg red herned imorges.
Min Reise gjælder Gudmund Alfsøn, Eders Frænde.
Margit
(overrasket)
Ham, min Frænde! Hvor vil I søge ham?
Knut
Hans Gaard ligger jo bag ved Næsset, paa den
anden Side af Fjorden.
anden Side af Fjorden.
Margit
Men han selv færdes langveis herfra.
Erik
.Sig ikke det, han turde være
nærmere
end I
tænker.
tænker.
Faksimile
15.
Knut
(sagte)
Ti stille!
Margit
.Nærmere? Hvad mener I?
Knut
.Har I da ikke
hørt
at han er kommen tilbage
til Norge, ifølge med Kantsleren Audun af Hæg-
r{ <...> } ˹e˺næs , som var sendt til Frankrig for at hente
vor nye Dronning.
til Norge, ifølge med Kantsleren Audun af Hæg-
r{ <...> } ˹e˺næs , som var sendt til Frankrig for at hente
vor nye Dronning.
Margit
Det er ret nok; men Kongens Bryllup holdes
i disse Dage med stor Pragt i Bergen, og der er
Gudmund Alfsøn med.
i disse Dage med stor Pragt i Bergen, og der er
Gudmund Alfsøn med.
Bengt
.Erik
(sagte til Knut)
Fru Margit veed da ikke?
Knut
(sagte.)
Det synes saa; men lad Dig ikke mærke med
Noget. ( høit ) Nu, Fru Margit, jeg faaer lige-
fuldt tage afsted paa Lykke og Fromme; ved
Kvældstid kommer jeg igjen.
Noget. ( høit ) Nu, Fru Margit, jeg faaer lige-
fuldt tage afsted paa Lykke og Fromme; ved
Kvældstid kommer jeg igjen.
Margit
.Og I faaer da
vise
om I mægter at styre Jert
vilde Sind.
vilde Sind.
Bengt
.Ja, mærk Jer det!
Faksimile
17.
Margit
I rører ikke Eders Øxe, hører I, Knut Gjæs-
ling!
ling!
Bengt
.Hverken Eders Øxe eller Eders Kniv, eller hvad
andet Værge I bringer med Jer.
andet Værge I bringer med Jer.
Margit
Thi da kan I ingensinde haabe paa noget Slægt-
skab med mig.
skab med mig.
Bengt
Nei, det har vi fast bestemt os til.
Knut
(til Margit)
Vær I kun rolig!
Knut
.Det kan jeg lide, Herr Bengt Gautesøn! Jeg
har det paa samme Sæt, og jeg har nu engang
drukket paa Slægtskab mellem os; I faaer see
til om ikke jeg ogsaa holder fast ved mit Ord. –
Guds Fred til ikvæld! ( han gaaer med sine Mænd
ud i Baggrunden. – Bengt følger dem til Døren. –
Ringningen er imidlertid ophørt.)
har det paa samme Sæt, og jeg har nu engang
drukket paa Slægtskab mellem os; I faaer see
til om ikke jeg ogsaa holder fast ved mit Ord. –
Guds Fred til ikvæld! ( han gaaer med sine Mænd
ud i Baggrunden. – Bengt følger dem til Døren. –
Ringningen er imidlertid ophørt.)
2den
Scene.
Margit. Bengt.
Bengt
.Det bares mig
for
som han truede
os
da han
gik.
gik.
Margit
. ˹
(adspredt.)
˺
Ja, saadan lod det.
Faksimile
19.
Bengt
.Knut Gjæsling er ikke god at komme ud for;
og naar jeg tænker mig om, saa gav vi ham
ogsaa altfor mange umilde Ord. Naa, lad os
ikke være urolige derover; idag maa vi være ly-
stige, og dertil mener jeg vi har god Grund beg-
ge To.
og naar jeg tænker mig om, saa gav vi ham
ogsaa altfor mange umilde Ord. Naa, lad os
ikke være urolige derover; idag maa vi være ly-
stige, og dertil mener jeg vi har god Grund beg-
ge To.
Margit
(med skjult Bitterhed.)
Ja, tilvisse!
Bengt
Jeg var ikke ganske
ung
da jeg beilede til Dig,
det er sandt; men den rigeste Mand paa mange,
mange Mile, det veed jeg vist at jeg var. – Du
var en fager Ungmø, af ædel Slægt; men Medgiften
skulde ikke friste nogen Frier.
det er sandt; men den rigeste Mand paa mange,
mange Mile, det veed jeg vist at jeg var. – Du
var en fager Ungmø, af ædel Slægt; men Medgiften
skulde ikke friste nogen Frier.
Faksimile
20.
Margit
(for sig selv.)
Og dog var jeg dengang saa rig.
Bengt
.Hvad sagde Du, min Hustru?
Margit
O
Intet, Intet! Jeg
vil
pynte mig med Perler
og Ringe, det er jo min Glædesfest ikvæld.
og Ringe, det er jo min Glædesfest ikvæld.
Bengt
.Retsaa, det maa jeg lide; lad mig
see
Du klæder
Dig i din bedste Stads, saa vore Gjæster kan sige:
lyksalig hun som fik Bengt Gautesøn til Huus-
bond. Men nu maa jeg ud i Madburet, der er
fuldt op at tage vare paa idag. ( gaaer ud til
Venstre)
Dig i din bedste Stads, saa vore Gjæster kan sige:
lyksalig hun som fik Bengt Gautesøn til Huus-
bond. Men nu maa jeg ud i Madburet, der er
fuldt op at tage vare paa idag. ( gaaer ud til
Venstre)
Faksimile
21.
3die
Scene.
Margit (alene)
Margit
(synker mat om i en Stol til Høire og siger efter
en Pause:)
Vel var
det
han gik; naar jeg seer ham herinde,
Det er mig som Blodet holdt op at rinde;
Det er som en kold, en knugende Magt
Havde sig rundt om mit Hjerte lagt!
(
heftigt
, med frembrydende Taarer)
Han er min Huusbond, jeg er hans
Viv! –
Hvorlænge varer et Menneskes Liv?
Gud fri mig! Kanhænde, halvhundrede Aar –
Og jeg – i det tre og tyvende gaaer!
(
roligere
, efter et Øiebliks Taushed)
Det er tungt at sukke bag gylden Muur,
Faksimile
22.
Det er tungt at sidde saa længe i
Buur!
(
tager
mekanisk fat paa
Smykkerne,
der ligge for-
an hende paa Bordet og begynder under det Følgende
at pynte sig.)
Med Perler og Ringe alt som bedst
Han bad at jeg smykke mig skulde;
Det var mig en gladere
Høitidsfest
Om jeg stædtes til Ro under Mulde! –
Dog˹,˺
jeg vil ikke mere tænke
derpaa;
Jeg kjender en Vise som kan Sorgen forslaa.
(
synger
)
1.
Bjergkongen red
sig syd
under Ø,
(Saa klageligt rinde mine Dage)
Vilde han fæste den væne Mø.
(Ret aldrig Du kommer
tilbage.).
Faksimile
23.
2.
Bjergkongen red til Herr Haakens Gaard,
(Saa klageligt rinde mine
Dage)
Liden Kirsten stod ude, slog ud sit Haar.
(Ret aldrig Du kommer
tilbage.)
3.
Bjergkongen fæsted’ den væne Viv,
(Saa klageligt rinde mine Dage)
Han spændte en Sølvgjord omkring hendes Liv.
(Ret aldrig Du kommer
tilbage).
4.
Bjergkongen fæsted’ den Lillievaand,
(Saa klageligt rinde mine Dage)
Med femten Guldringe til hver hendes Haand.
(Ret aldrig Du kommer
tilbage).
5.
Tre Sommere
gik
og der gik vel fem;
(Saa klageligt rinde mine Dage)
Kirsten sad i Bjerget i alle dem.
(Ret aldrig Du kommer
tilbage).
Faksimile
24.
6.
Fem Sommere
gik
og der gik vel
ni,
(Saa klageligt rinde mine
Dage)
Liden Kirsten saae ikke Solen i Li.
(Ret aldrig Du kommer
tilbage)
7.
Dalen har Blomster og Fuglesang,
(Saa klageligt rinde mine Dage)
I Bjerget er der Guld og en Nat saa lang.
(Ret aldrig Du kommer
tilbage).
Den Vise sang Gudmund saamangen
Kvæld
Da han var hos min Fader hjemme;
Der er Noget deri – jeg veed ikke selv, –
Der er
Noget˹,˺
som jeg aldrig kunde glemme.
Der er
Noget˹,˺
som mægtigt fyldte min Hu,
Som jeg aldrig forstod, som jeg grubler paa endnu.
(
forfærdet
, idet hendes
Øine falde
paa Ringene og
de øvrige Smykker)
Faksimile
25.
Røde Guldringe! Beltet om mit Liv!
Med Guld var det Bjergkongen fæsted’ sin Viv!
(Hun synker ned i Stolen og bedækker Ansigtet med
sine Hænder)
Vee mig! Selv er jeg Bjergkongens Brud!
Og Ingen, Ingen kommer for at løse mig ud!
4de
Scene.
Margit. –
Signe (kommer hurtig ind fra
Baggrunden)
Baggrunden)
Signe
Margit!
Margit!
han
kommer!
Margit
(springer op, idet hun søger at fatte sig.)
Kommer? Hvem kommer?
Signe
.Gudmund, vor Frænde!
Faksimile
26
Margit
Gudmund Alfsøn
her,
– hvor kan Du tro –
Signe
.O, jeg er vis derpaa.
Margit
.Gudmund Alfsøn er jo med til Bryllupsgildet i
Kongsgaarden, det veed Du ligesaa godt som jeg.
Kongsgaarden, det veed Du ligesaa godt som jeg.
Signe
.Kan være; men jeg er dog sikker
paa
det var
ham.
ham.
Margit
Du har da seet ham?
Signe
.O, nei, nei! men nu skal Du høre!
Margit
Fortæl!
fortæl!
Faksimile
27.
Signe
.Det var sig
aarle
da Klokkerne klang,
Mig lysted’ at ride til Kirke;
De vildene Fugle kviddred’ og sang
Alt mellem Siljer og Birke.
Der var en Gammen i Luft og i Li,
Kirketiden fast var
omme{
;
}
˹, –˺
Thi alt som jeg red ad den skyggefulde
Sti
Mig vinked’ hver Rosenblomme.
Jeg trined’ saa tyst paa Kirkegulvet
ind{,}
˹;˺ –
Præsten stod høit i Choret,
Han sang og læste; med Andagt i Sind
Lytted’ Mænd og Kvinder til Ordet.
Da klang der en Røst over Fjorden blaa,
Mig
tykkedes
alle de Billeder smaa
Vendte sig om for at lytte derpaa.
Faksimile
28.
Margit
Hvad mere, Signe!
Tal
ud, tal ud!
Signe
.Det var som et dybt, et ufatteligt Bud
Maned’
mig udenfor Kirkens Muur
Over Hei og Dal, gjennem Li og Ur.
Mellem hvide Birke jeg lyttende skred,
Jeg vandrede fast som i Drømme, –
Øde stod bag mig det hellige Sted;
Thi Præst og Kirkefolk vandrede
med
Mens det koglende Kvad monne strømme.
Der var saa stille paa Kirkesti,
Mig
tykkedes
at Fuglene lytted’ i Li,
At Lærken
daled’
og Gjøgen taug,
Og at det
svared’
fra Fjeld og Haug.
Faksimile
29.
Margit
Bliv ved!
Signe
.Da
korsed’
sig Mand og Kvinde;
(lægger Haanden paa Hjertet.)
Men sælsomme Tanker steg op
herinde. –
Fuldtvel jeg kjendte den deilige
Sang,
Gudmund har sjunget den mangen
Gang,
Gudmund har sjunget den mangen Kvæld,
Og Alt, hvad han har sjunget, det mindes jeg vel.
Margit
.Og Du troer det skulde være –?
Signe
.Jeg veed det forvist!
Tro mig, mit Ord skal Du sande.
Kommer ikke hver en liden Sangfugl tilsidst
Faksimile
30.
Igjen
fra de fremmede Lande?
Jeg veed ikke selv, men jeg er saa glad; –
Der falder mig ind –
Margit,
veed Du hvad?
Hans Harpe har hængt saalænge
Paa Væggen
derinde,
jeg vil tage den ned,
Jeg vil pudse den blank og stille den bered
Og stemme dens gyldne Strænge.
Margit
(tankefuldt)
Gjør
som Dig
lyster
–
Signe
(seer bebreidende paa hende.)
Det er ikke Ret;
(venligt, idet hun omfavner hende)
Naar Gudmund
kommer
vil Du atter vorde let
Tilsinds, som da Signe var liden.
Faksimile
31.
Margit
(halvt for sig selv.)
Ak, Mangt har forandret sig siden!
Signe
.Margit! Du skal være fro og glad!
Har Du ikke Terner og Svende?
I dit Kammer hænger kostelige Klæder paa Rad;
O, Christ! hvilken Rigdom uden Ende!
Om Dagen kan Du ride Dig i Lunden sval,
At vejde den vilde Raa;
Om Natten kan Du sove i Fruersal
Paa Silkebolsterne blaa.
Margit
(uden at agte paa hende)
Og han skulde komme til
Solhoug
som Gjæst!
Faksimile
32.
Signe
Hvad siger Du?
Margit
(fatter sig)
Intet! –
gaa
, smyk Dig som bedst!
Min Lykke, som Du saa lydt monne prise,
Kunde times Dig selv.
Signe
.Hvad mener Du vel?
Margit
(betragter hende kjærligt og stryger hendes Haar tilside.)
Jeg mener, – nu ja, det vil sig jo vise –
Jeg mener, hvis en Beiler red sig hid ikvæld –?
Signe
.En Beiler! Til hvem?
Faksimile
33.
Margit
Til Dig!
Signe
.
(leende)
Til mig?
O, da er han kommen paa den urette Vei.
Margit
Hvad vilde Du svare, hvis høvisk han bad
Om din Tro?
Signe
.Jeg vilde svare, jeg er for glad
Til at tænke paa Beilere eller paa Sligt!
Margit
Men hvis han var mægtig, hvis hans Huus var rigt?
Signe
.O, var han selv Konge, med Hallen fuld
Faksimile
34.
Af dyre Klæder og røden Guld,
Det skulde saa lidet mig friste!
Nu bæres det mig for, jeg er rig nok med mig selv,
Med Sommer og Sol og den susende Elv,
Med Dig og de Fugle paa Kviste!
Kjære Søster
min!
her vil jeg bygge og bo,
Og at skjænke nogen Beiler min Haand og min Tro,
Dertil har jeg ikke Tid, dertil er jeg for fro!
(
Hun
iler syngende ud tilvenstre)
5te
Scene.
Margit. –
Strax efter Bengt fra Baggrunden.
Margit
(efter en Pause)
Gudmund Alfsøn skulde komme her, her til
Sol-
houg ? Nei, nei, det kan ikke være. Signe hav-
de hørt ham synge, sagde hun; – naar jeg hørte
Granerne suse dybt derinde i Skoven, naar jeg
hørte Fossen rulle, og Fuglene kviddre i Trætop-
pene, bares det da mig ikke tidt nok for som
Gudmunds Kvæder blandede sig alt imellem, – og
selv var han dog langveis herfra. Signe har
skuffet sig selv; Gudmund kommer ikke.
houg ? Nei, nei, det kan ikke være. Signe hav-
de hørt ham synge, sagde hun; – naar jeg hørte
Faksimile
35.
Granerne suse dybt derinde i Skoven, naar jeg
hørte Fossen rulle, og Fuglene kviddre i Trætop-
pene, bares det da mig ikke tidt nok for som
Gudmunds Kvæder blandede sig alt imellem, – og
selv var han dog langveis herfra. Signe har
skuffet sig selv; Gudmund kommer ikke.
Bengt
(kommer hurtig fra Baggrunden)
En sjelden Gjæst, min Hustru!
Margit
Og hvem?
Bengt
.Gudmund, din Frænde! (
raaber
ud
til Høire
.) Det
bedste Gjæstekammer maa holdes rede og paa Stand{.} ˹!˺
bedste Gjæstekammer maa holdes rede og paa Stand{.} ˹!˺
Margit
Han er da alt paa Gaarden?
Faksimile
36.
Bengt
(seer ud igjennem Døren i Baggrunden.)
Ikke saa lige endnu; men længe vil det ikke
vare.
(raaber ud til Høire) Den snittede Egeseng med
Dragehovederne! ( til Margit) Hans Vaabendrager
bragte Bud og Hilsen fra ham, selv følger han
efter.
(raaber ud til Høire) Den snittede Egeseng med
Dragehovederne! ( til Margit) Hans Vaabendrager
bragte Bud og Hilsen fra ham, selv følger han
efter.
Margit
Hans Vaabendrager? Kommer han hid med
Vaabendrager?
Vaabendrager?
Bengt
Ja, det skulde jeg vel mene! En Vaabendrager
og sex rustede Mænd følge ham. Nu{,} ja, han
er jo ogsaa en heel anden Mand, end dengang
han for syv Aar siden drog ud af Bygden. Men
jeg maa ud at tage imod ham. ( raaber ud.) Læg
Gyldenlæders Sadlen paa min Hest! Alle mine
Karle skal følge med i Optog, lige ned til
Stranden. Og hør, glem ikke Bidslet med Orme-
ho{ <...> } ˹ve˺derne. (Idet han spænder Sværdet om sig.)
Slig en Herre – Christ fri mig vel! Ham maa
vi tage imod med Ære, med stor Ære! ( gaaer
ud i Baggrunden)
og sex rustede Mænd følge ham. Nu{,} ja, han
er jo ogsaa en heel anden Mand, end dengang
han for syv Aar siden drog ud af Bygden. Men
jeg maa ud at tage imod ham. ( raaber ud.) Læg
Faksimile
37.
Gyldenlæders Sadlen paa min Hest! Alle mine
Karle skal følge med i Optog, lige ned til
Stranden. Og hør, glem ikke Bidslet med Orme-
ho{ <...> } ˹ve˺derne. (Idet han spænder Sværdet om sig.)
Slig en Herre – Christ fri mig vel! Ham maa
vi tage imod med Ære, med stor Ære! ( gaaer
ud i Baggrunden)
6te
Scene.
Margit. – Strax efter tre Terner fra Venstre.
Margit
Han vandred’ fra Bygden som den fattigste Svend;
Nu kommer han med Væbner og med rustede Mænd.
Hvad vil han? Er det hans Agt at
see
Om bittert jeg nages af Kummer og Vee?
Lyster det ham at prøve og
friste
Hvad jeg mægter at
bære
før Hjertet maa briste?
Faksimile
38.
Mener
han
at – ha, prøv kun derpaa,
Saa ringe en Fryd skal Du deraf faa!
(
hun
{
<...>
}vin{
<...>
}ker
; Ternerne komme
ind.)
I høre mig vel, mine Terner
smaa!
I bringe mig paa Stand min Silkekaabe blaa,
I følge mig flux i Fruerstuen ind
At klæde mig høvisk i Fløiel og Skind;
To af Jer skal klæde mig i Guld
og i
Maar,
Den Tredie skal vinde Perler i mit
Haar. –
I bære mig alle mine Smykker derud.
(Ternerne gaa ud til Venstre med Skrinene o. s. v.
Margit vedbliver efter et Øiebliks Taushed:)
Saa vil jeg! Margit er jo Bjergkongens Brud;
Vel! jeg faaer at bære mit kongelige Skrud.
(
gaaer
ud til Venstre)
Faksimile
39.
7de
Scene.
Bengt fører Gudmund Alfsøn ind fra Baggrunden.
Bengt
Og endnu engang, hil Eder under
Solhougs
Tag,
min Hustrus Frænde!
min Hustrus Frænde!
Gudmund
.Jeg takker
Jer; –
og hvordan gaaer det hende?
Hun lider dog vel i alle Maader, vil jeg
tro?
Hun lider dog vel i alle Maader, vil jeg
tro?
Bengt
Ja, det kan I sværge
paa
hun gjør. Der fattes
hende Intet. Hele fem Terner kan hun byde
og raade over, en fuldsadlet Ganger staaer rede
saasnart det kun lyster hende; naa, snart sagt,
saa har hun alt hvad en høvisk Kvinde kan
begjære for at være fornøiet i sine Kaar.
hende Intet. Hele fem Terner kan hun byde
og raade over, en fuldsadlet Ganger staaer rede
saasnart det kun lyster hende; naa, snart sagt,
saa har hun alt hvad en høvisk Kvinde kan
begjære for at være fornøiet i sine Kaar.
Faksimile
40.
Gudmund
.Og Margit, hun er da vel fornøiet?
Bengt
Gud og Hvermand skulde
tro
hun maatte være det,
men sælsomt nok –
men sælsomt nok –
Gudmund
Hvad mener I?
Bengt
.Ja, enten I nu vil tro det eller ikke, saa bæres
mig for at Margit var heel lystigere til Sinde
alt imens hun levede i fattige Kaar, end siden
hun blev Frue paa Solhoug .
mig for at Margit var heel lystigere til Sinde
alt imens hun levede i fattige Kaar, end siden
hun blev Frue paa Solhoug .
Gudmund
(for sig selv.)
Jeg vidste det jo nok, saadan maatte det gaa!
Faksimile
41.
Bengt
.Hvad siger I, Frænde?
Gudmund
.Jeg siger, høiligen undrer
mig
hvad I der for-
talte om Eders Hustru.
talte om Eders Hustru.
Bengt
.Ja, mener I da
ikke
det gaaer mig ligedan?
Jeg vil aldrig gjælde for en ærlig Riddersmand
mere, dersom jeg skjønner hvad hun yderli-
gere kan ønske sig. – Jeg er om hende saa
lang Dagen er, og Ingen skal kunne
sige mig paa, at jeg holder hende strengt; alt
Tilsyn med Huus og Gaard har jeg ogsaa taget
paa mig, og ikke desmindre, – naa, I var jo al-
tid en lystig Svend, jeg tænker nok I bringer
Solskin med Jer. Tys, der kommer Fru Margit!
Lad Jer nu ikke mærke med at jeg –
Jeg vil aldrig gjælde for en ærlig Riddersmand
mere, dersom jeg skjønner hvad hun yderli-
gere kan ønske sig. – Jeg er om hende saa
lang Dagen er, og Ingen skal kunne
sige mig paa, at jeg holder hende strengt; alt
Tilsyn med Huus og Gaard har jeg ogsaa taget
paa mig, og ikke desmindre, – naa, I var jo al-
tid en lystig Svend, jeg tænker nok I bringer
Solskin med Jer. Tys, der kommer Fru Margit!
Faksimile
42.
Lad Jer nu ikke mærke med at jeg –
8de
Scene
De Forrige. – Margit (i rig Dragt fra Venstre)
Gudmund
(iler hende imøde)
Margit, kjære Margit!
Margit
(fremmed, idet hun hilser ham)
Forlad mig, Herr Ridder! men – (som om hun
først nu gjenkjendte ham.) Forsandt, hvis jeg ikke
feiler , saa er det Gudmund Alfsøn! ( vil række
ham Haanden)
først nu gjenkjendte ham.) Forsandt, hvis jeg ikke
feiler , saa er det Gudmund Alfsøn! ( vil række
ham Haanden)
Gudmund
(uden at modtage den)
Og Du kjendte mig ikke strax igjen?
Faksimile
43.
Bengt
(leende)
Nei, men Margit, hvad tænker Du dog paa?
( vedblivende at lee) Jeg meldte Dig jo nylig
at Gudmund –
( vedblivende at lee) Jeg meldte Dig jo nylig
at Gudmund –
Margit
(idet hun gaaer over til Bordet til Høire)
Tolv Aar er en lang Tid, Gudmund! Den
friskeste Urt kan dø i tiende Led imens –
friskeste Urt kan dø i tiende Led imens –
Gudmund
.Det er syv Aar siden vi sidst saaes.
Margit
Tilvisse, der maa være længere siden.
Gudmund
(seer stivt paa hende)
Margit
Heel sælsomt! Jeg var dog et Barn dengang, og
det tykkes mig en evig lang Tid siden jeg var
Barn. ( kaster sig ned i en Stol) Naa, sæt Eder,
min Frænde! hvil Eder ud, ikvæld skal I dandse
og forlyste os med Eders Sang. ( med et tvungent
Smiil .) Ja, I veed da vel, vi er glade her paa
Gaarden idag, – vi holde Gilde!
det tykkes mig en evig lang Tid siden jeg var
Barn. ( kaster sig ned i en Stol) Naa, sæt Eder,
min Frænde! hvil Eder ud, ikvæld skal I dandse
og forlyste os med Eders Sang. ( med et tvungent
Smiil .) Ja, I veed da vel, vi er glade her paa
Gaarden idag, – vi holde Gilde!
Gudmund
.Det blev mig sagt, ret som jeg treen ind paa
Thunet. ( afsides ) Havde jeg vidst det tidligere˹,˺
var jeg neppe kommen.
Thunet. ( afsides ) Havde jeg vidst det tidligere˹,˺
var jeg neppe kommen.
Bengt
Ja, idag for tre Aar siden blev jeg –
Faksimile
45.
Margit
(afbrydende)
Min Frænde har alt hørt det. (
til
Gudmund.)
Vil I ikke lægge Eders Kappe bort.
Vil I ikke lægge Eders Kappe bort.
Gudmund
.Jeg takker Eder, Fru
Margit,
men det bæres
mig for som her er koldt, ˹–˺ koldere end jeg hav-
de ventet.
mig for som her er koldt, ˹–˺ koldere end jeg hav-
de ventet.
Bengt
.Nu, ved mit gode
Sværd
, da er jeg varm for
os Begge, men jeg har ogsaa fuldt op at tage
vare paa. ( til Margit.) Lad nu ikke Tiden falde
lang for vor Gjæst saalænge; – I kan jo snak-
ke sammen om gamle Dage. ( vil gaa.)
os Begge, men jeg har ogsaa fuldt op at tage
vare paa. ( til Margit.) Lad nu ikke Tiden falde
lang for vor Gjæst saalænge; – I kan jo snak-
ke sammen om gamle Dage. ( vil gaa.)
Margit
(tvivlraadig)
Gaaer Du? Vil Du ikke
heller –?
Faksimile
46.
Bengt
(leende til Gudmund, idet han kommer tilbage.)
Seer I
vel,
Herr Bengt til
Solhoug
er Manden,
som forstaaer at færdes mellem Kvindfolk. Der
er ikke den Stund saa kort, at min Hustru kan
være mig foruden. ( til Margit, idet han tager
hende under Hagen.) Vær Du trøstig, jeg skal
snart være hos Dig. ( gaaer ud i Baggrunden.)
som forstaaer at færdes mellem Kvindfolk. Der
er ikke den Stund saa kort, at min Hustru kan
være mig foruden. ( til Margit, idet han tager
hende under Hagen.) Vær Du trøstig, jeg skal
snart være hos Dig. ( gaaer ud i Baggrunden.)
Margit
(afsides)
O, Kval og Harm, at maatte lide alt dette!
9de
Scene.
Margit. Gudmund.
Gudmund
(efter en Pause)
Hvor lider Signe, Eders Søster kjære?
Faksimile
47.
Margit
Jeg takker, heel vel!
(Pause)
Gudmund
.Det blev
sagt
hun skulde være
Hos Eder!
Margit
Her har hun været siden jeg –
(retter pludselig sine Ord)
For tre Aar siden kom hun til
Solhoug
med mig.
(
kort
Pause)
Hun triner vel snart i Stuen herind.
Gudmund
.Hun havde fordum saa vennesælt Sind,
Hun kjendte ei List eller
Rænke{.}
˹;˺
Naar jeg kommer ihu hendes Øine blaa,
Faksimile
48.
Jeg maa paa Guds Engle tænke.
Dog, Mangt kan i syv Aars Tid forgaa;
Sig mig, – mens fjernt fra Bygden jeg vandred’,
Har ogsaa hun sig saa stærkt forandret?
Margit
(tvungent, spøgende)
Hun ogsaa? Er det i Kongens Gaard
Slig høvisk Tale I lærer?
I minder mig
om
hvordan Tiden tærer –
Gudmund
Margit, heel vel mine Ord I forstaaer.
Engang var I mig
Begge
saa blide,
I
græd
da jeg skulde fra Bygden ride.
Vi loved’ at holde som Søskende sammen
I Fryd og i Vee, i Nød og i Gammen.
I lyste som en Sol mellem Jomfruer smaa,
Faksimile
49.
Saa viden om Lande Eders Ry monne gaa.
Fuldt vel er I endnu saa fager en Kvinde;
Men
Solhougs
Frue, kan jeg mærke, har glemt
Den fattige Frænde, – saa umildt er I stemt,
I
der engang var saa vennesæl til Sinde.
Margit
(med frembrydende Følelse)
Ja
engang –!
Gudmund
(betragter hende deeltagende og siger efter en
Pause med dæmpet Stemme)
Eders Huusbond bød os at korte
Tiden med at melde om Gammelt og Kjært.
Margit
(heftigt)
Nei,
nei,
ikke derom!
Faksimile
50.
(
roligere
)
Det falder mig saa svært
At
mindes. Den
Ting gad jeg aldrig
lært.
Meld heller om de
Aar
I var borte;
Den Tid er vel ei paa Bedrift saa arm,
Meget maa I kunne mig
berette{,}
˹;˺
Derude er jo Verden baade rig og varm,
Der er Sindet og Tankerne lette.
Gudmund
.I Kongens Hal var jeg aldrig saa fro,
Som dengang jeg var Smaadreng i den fattige Bo.
Margit
(uden at see paa ham)
Og jeg – hver Dag jeg paa
Solhoug
boede,
Takked’ Himlen, at den gjorde mine Kaar saa
gode.
gode.
Faksimile
51.
Gudmund
.Vel Eder, dersom I kan takke fordi –
Margit
(heftigt.)
Og er jeg da ikke hædret og fri,
Kan jeg ikke
byde
som det huer mig bedst,
Kan jeg ikke, alt som det lyster mig, raade?
Her er jeg den Første, Ingen sidder mig næst,
Og det, veed I, var mig altid til Maade.
I tænkte nok at finde mig kummerlig og træt;
Men I
seer
jeg er fro, mit Sind er let;
See derfor kunde I sparet Jert Komme
Til
Solhoug
, det vil Jer kun lidet fromme!
Gudmund
.Hvad mener I, Fru Margit?
Faksimile
52.
Margit
Tilfulde jeg
veed
Hvad der fører Jer hid i min enlige Stue.
Gudmund
.I
veed
hvi jeg kommer, og det er Jer ikke med?
(
tager
sin Hat)
Guds
Fred
og Farvel da, min ædle Frue!
Margit
(der imidlertid har reist sig)
Det var Eder mere til Ære, ifald
I var
bleven
hvor I var, i Kongens Hal.
Gudmund
.I Kongens Hal! Kan I spotte min Nød!
Margit
Eders Nød! Nu høit maa I hige, Frænde,
Jeg gad
vide
hvor I tænker at ende!
Faksimile
53.
I kan Eder klæde i Fløiel rød,
Er Kongens Mand, eier Gods og Guld –
Gudmund
.Bedst maa I
vide
om Lykken er mig huld;
I sagde
fornylig,
fuldtvel I vidste
Mit
Ærind
paa
Solhoug
!
Margit
.Det veed jeg forsand!
Gudmund
.Da kjender I
og
hvad jeg nys maatte friste; –
Da veed
I
jeg er en
fredl{
yst
}øs
Mand!
Margit
(med den høieste Overraskelse)
Fredl{
<...>
}øs!
Du, Gudmund!
Gudmund
.Det er jeg forvist!
Faksimile
54.
Dog sværger jeg dyrt ved den hellige Christ,
Havde jeg kjendt Eders Tanker og Sind,
Aldrig var jeg trinet paa
Solhoug
ind!
Jeg
meente
I endnu var mild og god,
Alt som dengang jeg Eder forlod;
Men jeg vil ikke
trygle, ˹–˺
Skoven er stor,
Og sikker er min Haand og min Bue;
Langt heller være Heiens
Steen
mit Bord
Og Bjørnehiet min Stue!
(
vil
gaa.)
Margit
Fredl{
<...>
}øs
! Nei bliv; jeg sværger Dig til,
Slet Intet jeg derom vidste!
Gudmund
.Det
er
som jeg siger. Mit Liv staaer paa Spil,
Og Livet vil Hvermand friste!
Faksimile
55.
Tre Nætter laa jeg som Hunden ude,
Paa Fjeldet jeg
hvilte
mine mødige Been
Og læned’ mit Hoved til Urens Steen.
At tigge om Ly, om Bolster og Pude
I Fremmedmands Huus, det var mig for tungt;
Min Tro var jo freidig, mit Haab var ungt!
Jeg tænkte, naar Du til
Solhoug
kommer,
Da er Du frelst fra al din Kvide,
Der finder Du Venner, paa dem kan Du
lide. –
Men Haabet er skjørt som Markens Blommer!
Eders Huusbond mødte mig med Horn og Kruus,
Han aabnede for mig baade Dør og Porte;
Men øde tykkes mig Eders Huus,
Hallen er mørk, mine Venner er’ borte.
Nu godt, jeg stiger paany tilfjelds!
(
vil
gaa.)
Faksimile
56.
Margit
O, hør mig!
Gudmund
.Mit Sind er ei som en Træls!
Nu tykkes mig Livet en usselig Gave;
Det agter jeg fast for Intet værd.
Skriinlagt har
I Alt,
hvad der var mig kjært,
Mit fagreste Haab jeg maatte begrave!
Farvel da, Fru Margit!
Margit
Nei, Gudmund, hør!
Ved Gud og Mænd –
Gudmund
.Forlyst Dig som før,
Lev Du i Gammen og Ære;
Saalidet skal Gudmund mørkne din Dør,
Faksimile
57.
Ret aldrig han skal Dig besvære.
Margit
Nu er det nok! Dine bittre Ord
Vil volde Dig Meen og Kvide!
Havde jeg
vist
at Du
fredl{
<...>
}øs
foer
Alt over Strande saa vide, –
Tro mig, da var det min kjæreste
Dag
Da Du trined’ ind under
Solhougs
Tag,
Da var det forvist min gladeste
Fest
Naar den
Fredl{y}øs{
<...>
}e
meldte sig her som Gjæst.
Gudmund
Du siger –! Hvad skal jeg tænke og tro?
Margit
(rækker ham Haanden)
At Frænder og Venner paa
Solhoug
bo!
Faksimile
58.
Gudmund
.Men
det
som Du nys –?
Margit
Agt ikke derpaa.
Hør mig, saa vil Du det Alt forstaa. –
For mig er Livet en Nat saa sort,
Der er ei Sol eller Stjerne, –
Og Intet mægter min Kvide at fjerne;
Thi
ak,
jeg har byttet min Ungdom
bort!
Mit freidige Sind jeg solgte for Guld,
Jeg hilded’ mig selv i brogede Lænker;
Tro mig, saa klageligt Vederlag skjænker
Rigdom, naar Barmen er sorrigfuld!
Dengang vi var Børn, hvor var jeg da fro!
Vore Kaar var ringe, fattigt vort Bo;
Men rigt var Haabet i mit Bryst herinde!
Faksimile
59.
Gudmund
.
(der ufravendt har betragtet hende.)
Og Du selv var alt dengang den deiligste Kvinde.
Margit
Kan være; men al den Lov og Priis
Jeg hørte, det blev til mit Livs Forliis.
Du maatte bort til de fremmede Lande,
Men alle dine Kvæder graved’ sig ind
Dybt i mit Hjerte, dybt i mit Sind,
Og sløred’ med Tanker min Pande.
Du havde sjunget om al den Lyst,
Der mægter at rummes i et Menneskes Bryst.
Du havde sjunget om det freidige Liv
Blandt Herrer og Fruer. Alt som bedst
Kom Beilere fra Øst og Beilere fra Vest,
Og saa – saa blev jeg min Huusbonds
Viv! –
Faksimile
60.
– Tro
mig, der gik ikke lang Tid
hen
Før jeg maatte saa bitterlig græde; –
At tænke paa Dig, min Frænde, min Ven,
Det blev min eneste Glæde.
Hvor det tyktes mig tomt i
Solhougs
Hal
Og i alle de store Stuer!
Her gjæsted’ os Riddere, Herser og Fruer,
Her sang mig til Ære saamangen Skjald;
Men der var ikke Een, som ret mig forstod,
Ikke Een, som fatted’ min Jammer!
Jeg frøs, som sad jeg i Bjergets Kammer;
Dog værked’ mit Hoved, dog brændte mit Blod!
Min Huusbond selv var mig aldrig kjær,
Hans Guld var
Alt
hvad mig hilded’;
Men talte han til mig, sad han mig nær,
Blev mit Sind af Kvide forvildet!
Faksimile
61.
Og saadan har jeg levet i Aarene tre;
Mit Liv var en evig, en endeløs Vee.
Dit Komme rygtedes; vist Du kjender
Den Stolthed, som dybt i mit Hjerte brænder;
Jeg dulgte min Nød, jeg gjemte min
Kvide;
Thi Du maatte mindst af Alle den vide!
Gudmund
Og derfor var
det
Du vendte Dig bort?
Margit
(uden at see paa ham.)
Jeg
tænkte
Du kom for at spotte min Vaande.
Gudmund
Margit! kunde Du tro –?
Margit
.Nu kort
Og godt, der var Grund nok for Haande.
Faksimile
62.
Dog Himlen være takket, nu er det forbi;
Jeg staaer ikke længer alene,
Om Barmen er jeg saa let og fri,
Som et Barn under
Abildgrene!
(
pludselig
forskrækket.)
Dog, hvad falder mig ind! Hvor kunde jeg glemme;
Alle Helgene see til mig naadigt ned!
Fredl{
<...>
}øs,
sagde Du –
Gudmund
.Nu er jeg hjemme;
Nu lade mig Kongens Mænd med Fred.
Margit
Men Du, som nylig stod høit i Agt,
Sig mig hvorlunde –?
Gudmund
.Snart er det sagt.
Faksimile
63.
Du
veed
jeg var i de franske
Riger
Da Kantsleren, Audun fra Hægr{
<...>
}enæs, drog
Did fra Bergen med et fyrsteligt Tog,
At føre Prindsessen med Svende og Piger
Og Skatte til Norge som Kongens Brud.
Herr Audun var saa fager og prud,
Prindsessen var den livsaligste Kvinde.
Hendes Øie kunde bede den varmeste
Bøn; –
De talte tilhobe, de
hvisked’
i Løn;
Hvorom? Det var svært at finde. –
Det var sig en Nat, jeg læned’ mig tyst
Op imod Snekkens Side,
Mine Tanker stævned’ mod Norges Kyst,
Alt med de Maager hvide.
Da hvisked’ en Stemme bag ved min
Ryg,
Jeg vendte mig om, – det var ham og
hende!
Faksimile
64.
De saae mig ikke, jeg sad saa tryg,
Dog kunde jeg Begge kjende.
Hun saae paa ham med et klageligt
Blik,
Og hviskede: «Ak, dersom Farten gik
Mod Syd til de deilige Lande,
Og var vi alene paa Snekken, vi To, –
Da troer jeg forvist mit Hjerte fandt Ro,
Da brændte vist ikke min Pande!» –
Han hviskede sagte, hun svared’ ham kjæk,
Svared’ med Ord, saa hede, saa vilde,
Jeg saae hendes Øine som Stjerner spille,
Hun sagde –
(afbrydende)
Det greb mig med Rædsel og Skræk!
Margit
Bliv ved!
Faksimile
65.
Gudmund
.Jeg foer op; de Begge forsvandt;
Alene stod jeg paa Skibets Dæk, –
(tager en liden Flaske frem)
Men hvor de havde siddet, denne jeg fandt.
Margit
Og den?
Gudmund
(med dæmpet Stemme)
Den rummer en gaadefuld
En Draabe deraf i din Uvens Bæger, –
Saa sagtelig sygner hans Livsenskraft,
Og Intet i Verden ham hjælper og læger!
Margit
Men sig mig –?
Faksimile
66.
Gudmund
(hviskende)
Den var for Kongen bestemt.
Margit
Alle Helgene!
Gudmund
(idet han atter forvarer Flasken.)
Troligen har jeg den gjemt. –
Tre Dage efter var Farten tilende.
Saa lønligt flygted’ jeg med mine Svende;
Jeg vidste jo
nok,
i Kongens Hal
Vilde Audun
listelig
volde mit
Fald, –
Og saadan gik det.
Margit
Nu er det forbi
Med al din Nød, nu er Alt ved det Gamle.
Faksimile
67.
Gudmund
.Alt? Nei, Margit, dengang var Du fri.
Margit
Du mener –?
Gudmund
Jeg? Intet! Ak, lad mig samle
Mine Tanker, jeg er saa freidig og fro
Fordi jeg, som fordum, er hos Eder To.
Men sig mig – Signe –?
Margit
(peger smilende paa Døren tilvenstre )
Hun kommer snart;
Hun maa jo pynte sig lidt for sin Fræn-
de,
de,
Og det er vel ˹ikke˺ gjort i en Fart.
Faksimile
68.
Gudmund
Jeg maa
see
om hun endnu kan mig kjende.
(
gaaer
ind til Venstre)
10de
Scene
Margit (alene)
Margit
Hvor han er fager og mandig! (
med
et Suk.)
Der er ikke megen Lighed mellem ham og – –
(Hun rydder op ved Bordene o. s. v.) Dengang var
Du fri, sagde han; ja, dengang! (Pause.) Det
var en sælsom Fortælling, den om Prindsessen som
– hun havde en Anden kjær, og saa; – ja, disse
Kvinder i de fremmede Lande, ˹–˺ jeg har hørt det
før, ˹–˺ de ere ikke tamme som vi; {D} ˹d˺e ræddes ikke
for at gjøre en Tanke til Bedrift. ( tager et
Bæger, som staaer paa Bordet.) Af dette Bæger
drak Gudmund og jeg paa et frydeligt Gjensyn
da han reiste. – Det er fast det eneste Arve-
stykke jeg bragte med til Solhoug. ( sætter det
ind i Skabet.) Hvor blid denne Sommerdag er,
her er saa lyst herinde, saa lifligt har ikke
Solen skinnet i tre Aar.
Der er ikke megen Lighed mellem ham og – –
(Hun rydder op ved Bordene o. s. v.) Dengang var
Du fri, sagde han; ja, dengang! (Pause.) Det
var en sælsom Fortælling, den om Prindsessen som
– hun havde en Anden kjær, og saa; – ja, disse
Kvinder i de fremmede Lande, ˹–˺ jeg har hørt det
før, ˹–˺ de ere ikke tamme som vi; {D} ˹d˺e ræddes ikke
for at gjøre en Tanke til Bedrift. ( tager et
Bæger, som staaer paa Bordet.) Af dette Bæger
Faksimile
69.
drak Gudmund og jeg paa et frydeligt Gjensyn
da han reiste. – Det er fast det eneste Arve-
stykke jeg bragte med til Solhoug. ( sætter det
ind i Skabet.) Hvor blid denne Sommerdag er,
her er saa lyst herinde, saa lifligt har ikke
Solen skinnet i tre Aar.
11te
Scene.
Margit. – Signe og Gudmund (fra Venstre)
Signe
(kommer leende ud af Døren og løber hen til
Margit.)
Ha, ha,
ha! Han
vil ikke
tro
det er mig!
Margit
(smilende til Gudmund)
Seer Du, mens fjernt fra Bygden Du vandred’,
Har ogsaa hun sig saa stærkt forandret.
Faksimile
70.
Gudmund
Tilvisse! Men at hun skulde – Nei, nei!
Det var dog aldrig faldet mig ind.
(
griber
Signes Hænder og seer hende ind i Øinene.)
Og dog, dit uskyldige Barnesind
Læser jeg endnu i Øinene blaa;
Hvor kan jeg da længere tvivle derpaa!
Jeg maa lee, naar jeg
mindes
hvor tidt jeg har
Tænkt Dig saalunde, som dengang jeg bar
Dig paa mine
Arme; –
da var Du et Barn, –
Nu er Du en
Huldre
som kogler og gjækker.
Signe
.
(skjælmsk, idet hun træder tilbage og truer ham
med Fingeren.)
Ja, vogt Dig! Hvis Huldrens Harme Du vækker, –
Pas paa – hun hilder Dig i sit Garn!
Faksimile
71.
Gudmund
(afsides.)
Næsten bæres mig
for
som det alt var skeet.
Signe
.Men vent, Du har jo end ikke
seet
Hvorlunde jeg holdt din Harpe i Ære.
(
idet
hun gaaer ud til Venstre)
Nu maa Du mig alle dine Kvæder lære!
Gudmund
( afsides, idet han seer efter hende )
Sprungen ud, som den fagreste Rosenblomme,
Der endnu var Knop ved Dagens Komme!
Signe
(kommer med Harpen)
See her!
Faksimile
72
Gudmund
.Min Harpe! saa blank som før!
(
slaaer
nogle
Akkorder
)
Der er endnu Klang i de gamle Strenge;
Nu skal Du ikke længer paa Væggen hænge.
Margit
(seer ud i Baggrunden)
Der kommer vore
Gjæster!
Signe
(idet Gudmund indleder den følgende Sang.)
Tys, stille! O, hør!
Gudmund
(synger)
1.
Jeg vandred’ i Lien saa tung og saa ene,
De Smaafugle kviddred’ fra Busker og Grene;
Faksimile
73.
Saa listeligt kviddred’ de Sangere smaa:
Hør til, hvordan Kjærlighed monne opstaa!
2.
Den voxer som Egen i Aarene lange,
Den næres ved Tanker og Sorger og Sange.
Den spirer saa let; i den flygtigste Stund
Fæster den Rødder i Hjertets Grund!
(
gaaer
under Efterspillet op mod Baggrunden.)
Signe
(betragter ham drømmende og gjentager for
sig selv, idet hun lægger Haanden paa Hjertet.)
Den spirer saa let; i den flygtigste Stund
Fæster den Rødder i Hjertets Grund!
Margit
(adspredt)
Talte Du til
mig? –
Jeg hørte ikke
ret –?
ret –?
Faksimile
74.
Signe
.Jeg? Nei, vist ikke, jeg meente kun –
(
hensynker
atter i Drømme.)
Margit
(halvt for sig selv.)
Den voxer som Egen i Aarene lange,
Den næres ved Tanker og Sorger og Sange.
Signe
(opvaagnende)
Du siger at –?
Margit
(farer med Haanden over Panden)
O, det var Intet! Kom, vi maa gaa vore Gjæ-
ster imøde.
ster imøde.
12te
Scene.
Chor af
Gjæsterne
.Over
Tillie
med Sang
og med
Strengespil
I Gildestuen vi træde.
Guds Fred vi ønske den Frue mild,
Vi ønske baade Gammen og Glæde;
Gid altid en Himmel, saa lys som idag,
Over
Solhougs
Tag
Maa sig brede!
Faksimile
76.
Anden Akt.
(En Birkelund, der støder op til Huset, hvoraf
en Deel sees til Venstre . Fodstier føre op i Lien i
Baggrunden. Til Høire i Baggrunden falder en Fos,
hvis nederste Deel skjules af Fjeldstykker. Det er
lys Sommernat; Vinduerne i Huset ere oplyste.)
en Deel sees til Venstre . Fodstier føre op i Lien i
Baggrunden. Til Høire i Baggrunden falder en Fos,
hvis nederste Deel skjules af Fjeldstykker. Det er
lys Sommernat; Vinduerne i Huset ere oplyste.)
1ste
Scene.
Chor af Gjæster
(inde i Huset). Derefter Knut
og Erik.
og Erik.
Chor
(udenfor:)
Lad Fedlen klinge; ved Strengeklang
Træde vi Dandsen den Nat saa lang,
Hvor lystigt at trine paa Tilje!
Den Jomfru brænder saa skjær som et Blod,
Det er sig den Smaadreng, bold og god,
Han favner den væne Lilje!
Faksimile
77.
(Knut og Erik komme ud fra
Huset;
Musik
og Lystighed vedbliver under det Følgende at lyde
dæmpet derinde.)
Erik
.Bare det ikke kommer til at angre Dig, Knut!
Knut
Lad Du mig om det.
Erik
Ja, ja, voveligt er det dog. Du er Kongens
Fo-
ged; der udgaaer Herrebud til Dig at fange Gud-
mund Alfsøn hvor Du kan komme over ham,
og nu, da Du har ham lige i Næven, saa til-
siger Du ham dit Venskab og lader ham færdes
frit hvor det lyster ham.
ged; der udgaaer Herrebud til Dig at fange Gud-
mund Alfsøn hvor Du kan komme over ham,
og nu, da Du har ham lige i Næven, saa til-
siger Du ham dit Venskab og lader ham færdes
frit hvor det lyster ham.
Knut
Erik
(langtrukket.)
Nei, med det Gode blev det vel ikke, men –
Knut
Og med det Onde gad jeg nødig gaa frem; Gudmund
er jo ogsaa min Ven fra gamle Tider, og han kan
gjøre mig Nytte. ( bestemt ) Derfor bliver det som
jeg har sagt; ikvæld skal Ingen her paa Gaar-
den vide at Gudmund Alfsøn er fredløs, imorgen
faaer han see at hjælpe sig selv.
er jo ogsaa min Ven fra gamle Tider, og han kan
gjøre mig Nytte. ( bestemt ) Derfor bliver det som
jeg har sagt; ikvæld skal Ingen her paa Gaar-
den vide at Gudmund Alfsøn er fredløs, imorgen
faaer han see at hjælpe sig selv.
Erik
Ja, men Kongens Lov!
Faksimile
79.
Knut
.Aa, Kongens Lov! Du veed ligesaa godt som
jeg, Kongens Lov agtes ikke stort herinde i
Bygderne; skulde Kongens Lov gjælde, saa
maatte mangen stout Karl iblandt os bøde
baade for Bruderov og Manddrab. – Kom nu!
(De gaa ud til Høire)
jeg, Kongens Lov agtes ikke stort herinde i
Bygderne; skulde Kongens Lov gjælde, saa
maatte mangen stout Karl iblandt os bøde
baade for Bruderov og Manddrab. – Kom nu!
2den
Scene.
Gudmund og Signe (komme ned ad en Fodsti
mellem Træerne i Baggrunden)
mellem Træerne i Baggrunden)
Signe
.O,
tal,
bliv ved, lad mig lytte dertil;
Det lyder som det væneste Strengespil!
Gudmund
.Signe, min fagre, min yndelige Lilje!
Faksimile
80.
Signe
(med glad og stille Forbauselse)
Jeg, jeg er ham kjær!
Gudmund
.Det er Ingen som Du!
Signe
.Jeg skulde mægte at binde din Vilje,
Jeg skulde mægte at
fylde
din Hu!
Ak, tør jeg tro Dig?
Gudmund
.Det tør Du forsandt!
Hør
mig,
Signe.
Medens Aarene randt
Tænkte jeg
trolig
baade Vinter og Sommer
Paa Eder To, mine fagreste Blommer.
Men jeg kunde ikke ret mine Tanker forstaa;
Da jeg
rejste
var Du som Alferne smaa,
Faksimile
81.
Som Alferne smaa, der færdes i
Skove,
Og lege som
bedst
naar vi drømme og sove.
Dog, da jeg trined’ i
Solhougs
Stue,
Da forstod jeg mig selv tilfulde,
Forstod
at Margit var saa stolt en Frue,
Men Du, den Allerdeiligste blandt Ungmøer
hulde.
Signe
.
(der kun halvt har lyttet til hans Ord.)
Jeg
mindes
vi sad ved Arnens Glød
En Vinterkvæld, – nu er det længe siden –
Du sang for mig om den Jomfru liden,
Som Nøkken havde lokket ned i sit Skjød.
Der glemte hun bort baade Fader og Moder,
Der glemte hun bort baade Søster og Broder,
Hun glemte bort baade Himmel og Jord,
Hun glemte sin Gud og hvert
christent
Ord.
Faksimile
82.
Men tæt under Strande den Smaadreng stod,
Han var tilsinde saa mødig og mod;
Med Kvide han slog sin Harpes Strenge, –
Saa vide det klang baade
lydt
og længe.
Den Jomfru liden paa Kjærnets Bund
Vaagned’ derved af sin tunge Blund,
Nøkken maatte slippe hende ud af sit Skjød,
Mellem Liljerne hen over Vandet hun flød;
Da kjendte hun igjen baade Himmel og Jord,
Da fatted’ hun tilfulde baade Gud og hans
Ord!
Gudmund
.Signe, min deiligste Blomme!
Signe
.Som hun
Gik ogsaa jeg i en drømmende Blund;
De gaadefulde Ord Du ikvæld har mig sagt
Faksimile
83.
Om Kjærligheds Magt, har mig frydeligt
vakt.
Aldrig tyktes Himlen mig før saa blaa,
Aldrig saa fager den Verden vide,
Mig tykkes jeg kan Fuglenes Røst forstaa,
Naar jeg vandrer med Dig under Lide.
Gudmund
.Saa mægtig er Elskov; – i Menneskets Bryst
Vækker den Tanker og Længsel og Lyst!
Men kom, lad os Begge til din Søster gaa ind.
Signe
(undselig)
Du vil sige hende –?
Gudmund
.Alt bør hun kjende.
Signe
(som før)
Ak, gaa da alene, – jeg veed det, min Kind
Faksimile
84.
Vil derinde af
Blu
{
<...>
}sel
brænde.
Gudmund
.Nu godt, jeg gaaer.
Signe
.Og jeg venter Dig her;
(
seer
ud til Høire)
Eller bedre – nede ved Elven, der
Hører jeg Knut Gjæsling, der er Piger og
Svende.
Svende.
Gudmund
.Der bier Du?
Signe
Til Du har talt med hende.
(
gaaer
ud til Høire.)
Gudmund
(gaaer ind i Huset.)
Faksimile
85
3die
Scene.
Margit (kommer frem bag ved Huset.)
Margit
I Stuen er baade Gammen og Glæde,
Fruer og Svende monne Dandsen træde.
Det blev mig saa lummert om Pande og Bryst,
Gudmund var ikke derinde.
(Hun aander dybt.)
Herude er det godt, her er det tyst,
Her svaler mig Nattens Vinde.
(Pause)
Denne hæslige
Tanke˹;˺
– jeg kan ei forstaa –
Men den følger
mig
hvor jeg end monne
gaa{.}
˹!˺
Flasken – der rummer en gaadefuld Saft –
En Draabe deraf i min – Uvens Bæger,
Saa sagtelig sygner hans Livsenskraft,
Faksimile
86.
Og Intet i Verden ham hjælper og læger!
(Pause.)
Vidste
jeg
at Gudmund, – havde han mig kjær –
Da agted’ jeg lidet –
4de
Scene.
Margit. –
Gudmund (kommer ud fra Huset)
Gudmund
.Margit, er Du der?
Hvi gaaer Du saa alene? Jeg har søgt Dig overalt.
Margit
Derinde er lummert, herude saa svalt.
Seer
Du
hvorlunde de Taager hvide
Sagtelig hen over Myren glide!
Her er ikke hverken mørkt eller lyst,
Det er midt imellem Begge. (
afsides
.) Ret som i
mit Bryst!
mit Bryst!
Faksimile
87.
(
høit
.)
Ei sandt, naar Du færdes i slig en Nat,
Du veed ikke
selv
hvordan det er fat;
Men Du
føler
der rører sig et gaadefuldt Liv
I Busk og i Blad, i Blomster og Siv!
(
med
pludselig Overgang i Tanken.)
Veed
Du
hvad jeg ønsker?
Gudmund
.Nu?
Margit
.At jeg var
Huldren, som sidder i Lien derinde;
Hvor skulde jeg listigt min Trolddom spinde!
Tro mig –!
Gudmund
.Hvad fattes Dig, Margit, svar!
Faksimile
88.
Margit
(vedblivende)
Hvor skulde jeg kvæde, hvor skulde jeg klage!
Klage og kvæde baade Nætter og Dage!
(
med
stigende Heftighed.)
Hvor skulde jeg lokke den freidige Svend
Gjennem Lierne grønne til Bjergets Kammer;
Der kunde jeg glemme al Verdens Jammer,
Der kunde jeg
brænde
og leve med min Ven!
Gudmund
.
Margit!
Margit!
Margit
(uden at høre paa ham)
Ved Midnatsstund
Sov vi i Lien den sødeste Blund;
Og rammed’ mig Døden, naar Solen randt,
Faksimile
89.
Hvor lystigt at dø paa slig Viis, ei sandt?
Gudmund
.Du er syg.
Margit
(med voldsom Latter)
Ha, ha, ha!
Ak,
lad mig lee!
Lad mig lee!
det
gjør mig saa godt!
Gudmund
.Jeg kan
see
Du har endnu det samme ustyrlige Sind,
Som fordum
–!
Margit
(pludselig alvorlig.)
Du maa ikke undres
derover, ˹–˺
Det er kun ved
Midnat
naar Menneskene sover;
Om Dagen er jeg saa ræd som en Hind.
Faksimile
90.
Og hvad er det vel Mere? Mindes Dig
kun
Hine Kvinder i fremmede Lande, – hun,
Den fagre Prindsesse, – see hun var vild;
Mod hende er jeg som Lammet mild.
At længes og hige hun voved’ ei blot,
Hun
pønsed’
paa Daad, og see det –
Gudmund
.Det er
godt
Du minder mig derom; jeg vil ikke
længer
Gjemme paa det, jeg
saalidet
trænger.
(
tager
Flasken frem)
Margit
Flasken! Du mener?
Gudmund
.Jeg gjemte den, fordi
Jeg tænkte med den at løse mig fri,
Faksimile
91.
Hvis Kongens Mænd skulde komme mig nær.
Men alt fra ikvæld har den mistet sit Værd;
Nu vil jeg stride med
Arm
og med Sværd,
Byde Frænder og Venner op til det Sidste,
For min Frihed og Livet at friste.
See der! (
vil
kaste den bort.)
Margit
(holder ham tilbage)
Nei,
vent, lad mig faa den!
Gudmund
.Du vil?
Margit
Sende den til Nøkken dernede.
Han har mig saa tidt forlystet med sit Spil,
Og sjunget mig mangt underligt Kvæde!
Giv hid!
(
tager
Flasken ud af hans Haand.)
Faksimile
92.
Der er den!
(
lader
som om hun kaster den ud i Fossen.)
Gudmund
(gaaer mod Baggrunden og seer ned i Dybet.)
Du kasted’ den ud?
Margit
(idet hun skjuler Flasken og gaaer ned i Forgrunden)
Javist, Du saae jo –!
(afsides)
Nu hjælpe mig Gud!
Nu maa det briste eller bære!
(
høit
.)
Hør, Gudmund!
Gudmund
(nærmer sig)
Hvad vil Du?
Faksimile
93.
Margit
.
Eet maa Du mig lære.
Du maa tyde mig
grant
det gamle Kvæde,
Som er gjort om Kirken dernede.
Det var sig en Frue og dertil en Svend,
Alt saa havde de hinanden kjær;
Den Dag de bar hende til Jorden hen,
Han blødede ved sit Sværd.
Hun jordedes syd under Kirkevæg,
Han stedtes til Mulde i Nord, –
Der trivedes fordum hverken Siljer eller Hæg
Alt i den viede Jord.
Men næste Vaar paa de Grave to
Der voxte de fagreste Liljeblommer;
Over Kirketaget saa monne de gro
Og grønnes tilhobe baade Vinter og Sommer.
Faksimile
94.
Kan Du tyde mig det Kvæde?
Gudmund
(seer forskende paa hende)
Jeg veed ikke
ret!
Margit
Vel sandt, det kan tydes paa mange Sæt;
Men jeg troer nu den retteste Mening er:
Kirken kan ei skille dem, som har hinanden kjær!
Gudmund
(afsides)
Alle Helgene!
dersom
– da er det paa
Tide
At hun faaer det Hele at vide!
(
høit
.)
Margit! Svar mig! Vil Du mit Held?
Gudmund
.Ja, jeg mener –
Margit
.Sig
frem!
Gudmund
.Nu
vel.
Du kunde gjøre mig saa rig og saa fro –
Margit
Gudmund!
Gudmund
Hør kun, jeg vil Dig betro –
(Stemmer høres udenfor til Høire; han afbry-
der pludseligt.)
Faksimile
96.
5te
Scene.
De Forrige. –
Signe, Knut, Erik og flere
Gjæster ( komme fra Høire)
Gjæster ( komme fra Høire)
Knut
(endnu i Baggrunden)
Gudmund Alfsøn!
vent
, jeg maa tale et Ord
med Dig . ( bliver staaende i Samtale med Erik,
som under det Følgende gaaer ud til Venstre sam-
men med de øvrige Gjæster.)
med Dig . ( bliver staaende i Samtale med Erik,
som under det Følgende gaaer ud til Venstre sam-
men med de øvrige Gjæster.)
Margit
(afsides.)
Gjøre ham saa rig og fro, – hvad kan han
andet mene end – ( høit .) Signe, kjære, kjære
Søster! (De gaa samtalende op i Baggrunden.)
andet mene end – ( høit .) Signe, kjære, kjære
Søster! (De gaa samtalende op i Baggrunden.)
Gudmund
(afsides med et Blik til Margit.)
Faksimile
97.
Ja, saadan er det raadeligst; Signe og jeg maa
herfra. Knut Gjæsling har jo viist sig som
min Ven, han maa hjælpe mig dermed.
herfra. Knut Gjæsling har jo viist sig som
min Ven, han maa hjælpe mig dermed.
Knut
(sagte til Erik, idet denne gaaer bag ved Huset.)
Gudmund er hendes Frænde, han maa tale min
Sag. ( høit , idet han nærmer sig ) Hør, Gudmund!
Sag. ( høit , idet han nærmer sig ) Hør, Gudmund!
Gudmund
.
(smilende)
Nu, kommer Du for at sige
mig
at Du ik-
ke længer tør lade mig gaa fri?
ke længer tør lade mig gaa fri?
Knut
Tør? Vær kun rolig for det; Knut Gjæsling
tør Alt hvad han vil. Nei, det er noget An-
det; – Du veed jo, jeg gjælder her i Bygden for
en vild, ustyrlig Karl.
tør Alt hvad han vil. Nei, det er noget An-
det; – Du veed jo, jeg gjælder her i Bygden for
en vild, ustyrlig Karl.
Faksimile
98.
Gudmund
.Ja, og hvis ikke Rygtet lyver, saa –
Knut
.Aa nei, Mangt og Meget kan jo være sandt
nok; men nu skal Du høre – (De gaa i Sam-
tale op mod Baggrunden.)
nok; men nu skal Du høre – (De gaa i Sam-
tale op mod Baggrunden.)
Signe
(til Margit, idet de nærme sig Forgrunden)
Jeg forstaaer Dig ikke; Du
taler
som om en
uventet Lykke var bleven Dig til Deel, hvad
er det vel Du mener?
uventet Lykke var bleven Dig til Deel, hvad
er det vel Du mener?
Margit
Signe! Du er et Barn endnu, Du veed
ikke
hvad det vil sige at færdes i en evig Rædsel for
at – ( pludselig afbrydende) Tænk Dig, Signe! at
maatte visne og dø uden at have levet!
hvad det vil sige at færdes i en evig Rædsel for
at – ( pludselig afbrydende) Tænk Dig, Signe! at
maatte visne og dø uden at have levet!
Faksimile
99.
Signe
(seer forundret og hovedrystende paa hende)
Margit
.Ja, ja, Du fatter det
ikke; –
ligegodt.
(De gaa samtalende op i
Baggrunden. –
Gudmund
og Knut komme atter frem.)
Gudmund
.Nu, hvis det er saadan fat, dersom dette vilde
Liv ikke huer Dig længer, saa vil jeg skjænke
Dig det bedste Raad, som nogen Ven har i
Eie: fæst Dig en fager Ungmø til Viv!
Liv ikke huer Dig længer, saa vil jeg skjænke
Dig det bedste Raad, som nogen Ven har i
Eie: fæst Dig en fager Ungmø til Viv!
Knut
.See, see, og dersom jeg nu sagde Dig, at det er
lige det Samme jeg selv har tænkt paa idag.
lige det Samme jeg selv har tænkt paa idag.
Knut
.Du? Gaaer Du ogsaa med slige Tanker?
Gudmund
.Javel gjør jeg, – men Kongens Vrede – jeg er
jo fredløs –
jo fredløs –
Knut
.Ei, det skal Du lidet agte. Der er jo Ingen
her paa Gaarden uden Fru Margit som veed Besked
derom, og saalænge jeg er din Ven, saa har Du
En Du kan lide paa. – Hør kun –! ( fortsætter
hviskende, idet de gaa op mod Baggrunden.)
her paa Gaarden uden Fru Margit som veed Besked
derom, og saalænge jeg er din Ven, saa har Du
En Du kan lide paa. – Hør kun –! ( fortsætter
hviskende, idet de gaa op mod Baggrunden.)
Signe
(til Margit, idet Begge komme ned i For-
grunden)
Men saa sig mig da –!
Faksimile
101.
Margit
Mere kan jeg ikke sige Dig.
Signe
.
Da vil jeg være ærligere mod Dig. Men svar
mig først paa Et; er der Ingen, som har sagt
Dig Noget om mig?
mig først paa Et; er der Ingen, som har sagt
Dig Noget om mig?
Margit
Om Dig? Nei, hvad skulde det være?
Signe
.
( undselig )
Du spurgte mig imorges, hvis en Beiler red sig
hid ikvæld?
hid ikvæld?
Margit
(afsides)
Det er sandt; Knut Gjæsling – skulde han alle-
rede – ( høit ) Nu?
rede – ( høit ) Nu?
Faksimile
102.
Signe
Han er kommen! Dengang vidste jeg
ikke
hvem Du meente ; men nu, –
hvem Du meente ; men nu, –
Margit
Og hvad har Du svaret ham?
Signe
O, det veed jeg ikke. (
kaster
sig om hendes Hals)
Men Verden tykkes mig saa fager og rig fra den
Stund han sagde mig at jeg var ham kjær.
Men Verden tykkes mig saa fager og rig fra den
Stund han sagde mig at jeg var ham kjær.
Margit
Men jeg fatter
ikke
at Du saa snart – Signe!
Du har jo neppe kjendt ham før idag.
Du har jo neppe kjendt ham før idag.
Signe
Ak, jeg forstaaer mig endnu saa lidet paa Kjær-
lighed; men det veed jeg, sandt er det, hvad der
staaer i den gamle Vise:
lighed; men det veed jeg, sandt er det, hvad der
staaer i den gamle Vise:
Faksimile
103.
«Den spirer saa let; i den flygtigste Stund
Fæster den Rødder i Hjertets Grund!»
Margit
.Lad saa være; nu har jeg ikke længer nødig at
dølge Noget for Dig.
dølge Noget for Dig.
Knut
(til Gudmund, idet Begge komme ned i Forgrunden)
Det maa jeg lide; der er min Haand!
Margit
(afsides)
Tys, hvad er det?
Gudmund
.Og der er min! (
rækker
Knut
Haanden)
Knut
.Men nu maa vi da ogsaa nævne
hinanden
hvem
det er –
det er –
Faksimile
104.
Gudmund
.Godt! Her paa
Solhoug
, mellem alle de fagre
Kvinder har jeg fundet den, som –
Kvinder har jeg fundet den, som –
Knut
.Jeg ligesaa. Jeg fører min herfra endnu inat,
hvis det gjøres Behov.
hvis det gjøres Behov.
Margit
(der ubemærket har nærmet sig)
Alle Helgene!
Gudmund
(til Knut)
Det Samme er ogsaa min Agt.
Signe
(der ligeledes har lyttet)
Gudmund!
Faksimile
105
Gudmund
og Knut
(paa engang hviskende til hinanden, idet de
Begge pege paa Signe.)
Der er hun!
Gudmund
(studsende)
Ja, min!
Knut
(ligesaa)
Nei, min!
Margit
( afsides; halvt forvildet)
Signe!
Gudmund
(som før)
Hvad mener Du?
Faksimile
106.
Knut
Det er jo
hende
som jeg vil –
Gudmund
.
Hende?!
Signe er min Fæstemø for Gud!
Margit
(med et Skrig.)
Hende var det! Nei, nei!
Gudmund
( afsides , idet han bliver hende vaer)
Margit!
hun
har hørt Alt!
Knut
.Ei, er det saadan fat! Hør, Fru
Margit,
da har I ikke nødig at lade saa forundret;
jeg skjønner det Hele.
da har I ikke nødig at lade saa forundret;
jeg skjønner det Hele.
Margit
(til Signe)
Signe
(forundret)
Ja, vidste Du ikke det! – Men hvad fattes Dig?
Margit
.
(med næsten tonløs Stemme)
O, Intet, Intet!
Knut
(til Margit)
Og imorges da I fik mit Ord
paa,
at
jeg
skulde holde mig rolig her paa Gaarden ikvæld, –
I har da vidst at Gudmund skulde komme! –
Ha, ha! bild Jer aldrig ind at I kan drive
Gjæk med Knut Gjæsling! Signe er bleven mig
kjær; endnu før Middag var det mit ubesindige
Løfte, som drev mig til at beile efter hende, –
men nu –!
skulde holde mig rolig her paa Gaarden ikvæld, –
I har da vidst at Gudmund skulde komme! –
Ha, ha! bild Jer aldrig ind at I kan drive
Gjæk med Knut Gjæsling! Signe er bleven mig
kjær; endnu før Middag var det mit ubesindige
Løfte, som drev mig til at beile efter hende, –
Faksimile
108.
men nu –!
Signe
(til Margit.)
Han?!
Det
var
Beileren
Du tænkte paa!
Margit
Stille,
stille!
Knut
(til Margit.)
Fru Margit! I er hendes ældre Søster; et
Svar skal I give mig.
Svar skal I give mig.
Margit
(kjæmpende med sig selv.)
Signe har alt kaaret sin Brudgom; jeg kan
Intet svare.
Intet svare.
Knut
Gudmund
Ja, prøv Du kun, det skal koste Dig saa blodig
en Pande.
en Pande.
Signe
(ængstelig)
Gudmund!
for
alle Helgene!
Knut
Vær spag, vær bare spag, Gudmund Alfsøn!
Før Solen rinder skal Du være i min Magt –
og hun, din Fæstemø, – ( raaber ud til Venstre)
Kom, Erik, afsted til vore Frænder! ( truende ,
idet han gaaer) Ja, vee Jer Alle, naar jeg kom-
mer igjen! ( han og Erik gaa ud til Høire i
Baggrunden.)
Før Solen rinder skal Du være i min Magt –
og hun, din Fæstemø, – ( raaber ud til Venstre)
Kom, Erik, afsted til vore Frænder! ( truende ,
idet han gaaer) Ja, vee Jer Alle, naar jeg kom-
Faksimile
110.
mer igjen! ( han og Erik gaa ud til Høire i
Baggrunden.)
6te
Scene.
Margit. Signe. Gudmund.
Signe
(til Gudmund)
O, men saa sig mig, hvad skal alt dette betyde?
Gudmund
(hviskende)
Vi maa Begge reise fra
Solhoug
endnu inat.
Signe
Gud staa mig bi! Du vil –!
Gudmund
Stille! Ikke et Ord til noget Menneske, ikke
engang til din Søster.
engang til din Søster.
Faksimile
111.
Margit
(afsides)
Hende, hende er det!
Hende
som han knapt
har tænkt paa før ikvæld! – Havde jeg været fri,
saa veed jeg nok hvem han havde kaaret. – Ja, fri!
har tænkt paa før ikvæld! – Havde jeg været fri,
saa veed jeg nok hvem han havde kaaret. – Ja, fri!
7de
Scene.
De Forrige.
Bengt og Gjæster (fra Huset.)
Chor af Gjæster
.1.
Herude, herude skal Gildet staa,
Alt mens de Fugle blunde.
Hvor lystigt at lege mellem Blomster smaa
I Birkelunde.
2.
Herude, herude skal Lyst og Skjemt
Lyde fra alle Munde;
Al Kvide maa
ende
naar Fedlen er stemt
I Birkelunde!
Faksimile
112.
Bengt
See, saadan skal det være! Det maa jeg lide.
Jeg er lystig, min Hustru ligesaa; og derfor skal
I være lystige Allesammen!
Jeg er lystig, min Hustru ligesaa; og derfor skal
I være lystige Allesammen!
En af Gjæsterne
Og nu en Stevkamp!
Flere
.
Ja, ja!
En Anden
.Nei, lad være med det, det vækker kun Ufred
i Laget. ( med dæmpet Stemme) I drages vel
til Minde, at Knut Gjæsling er paa Gaarden
ikvæld.
i Laget. ( med dæmpet Stemme) I drages vel
til Minde, at Knut Gjæsling er paa Gaarden
ikvæld.
Flere
(hviskende imellem hinanden )
En gammel Mand
Men I, Fru Margit! Jeg veed Eders Slægt var
altid sagakyndig, og I selv kunde mange vakkre
Eventyr, alt imens I var Barn.
altid sagakyndig, og I selv kunde mange vakkre
Eventyr, alt imens I var Barn.
Margit
Ak, jeg har glemt dem Alle tilhobe; men spørg
Gudmund Alfsøn, min Frænde, han kjender et
Eventyr som er lystigt nok.
Gudmund Alfsøn, min Frænde, han kjender et
Eventyr som er lystigt nok.
Gudmund
(dæmpet)
Margit!
Margit
.Ei, hvilket klageligt Ansigt Du sætter op!
Vær lystig, Gudmund! vær lystig! Ja, ja, det
falder Dig ikke saa let kan jeg tro. ( leende
til Gjæsterne) Han har seet Huldren ikvæld, hun
vilde forlokke ham; men Gudmund er en trofast
Svend. ( vender sig atter til Gudmund) Nu ja, Even
tyret er ikke endt; naar Du fører din Hjertens-
kjær over Hei og gjennem Skove, saa vend Dig
aldrig om, see Dig aldrig tilbage, – Huldren
sidder bag hver en Busk og leer, og tilslut – ( med
dæmpet Stemme, idet hun træder tæt hen til ham)
kommer Du dog ikke længer end hun vil. ( gaaer
over mod Høire.)
Vær lystig, Gudmund! vær lystig! Ja, ja, det
falder Dig ikke saa let kan jeg tro. ( leende
Faksimile
114.
til Gjæsterne) Han har seet Huldren ikvæld, hun
vilde forlokke ham; men Gudmund er en trofast
Svend. ( vender sig atter til Gudmund) Nu ja, Even
tyret er ikke endt; naar Du fører din Hjertens-
kjær over Hei og gjennem Skove, saa vend Dig
aldrig om, see Dig aldrig tilbage, – Huldren
sidder bag hver en Busk og leer, og tilslut – ( med
dæmpet Stemme, idet hun træder tæt hen til ham)
kommer Du dog ikke længer end hun vil. ( gaaer
over mod Høire.)
Signe
(afsides)
O
Gud!
o
Gud!
Bengt
(gaaer fornøiet om mellem Gjæsterne)
Gudmund
(afsides)
Hun
truer,
jeg maa rive det sidste Haab fra
hende, før bliver hun ikke rolig tilsinds. ( høit
til Gjæsterne) Jeg kjender et Kvæde, hvis det
lyster Eder, saa –
hende, før bliver hun ikke rolig tilsinds. ( høit
til Gjæsterne) Jeg kjender et Kvæde, hvis det
lyster Eder, saa –
Flere Gjæster
.Tak, Tak, Gudmund!
(Man leirer sig, dels siddende paa Stene, dels
liggende i Græsset eller lænet op til Træerne.
Gudmund staaer i Midten. Margit til Høire,
Signe til Venstre.)
Faksimile
116.
Gudmund
(synger)
1.
Jeg red mig
udi
Lunde,
Jeg seiled’ over Sø;
Det var sig i mit væne Hjem,
Der
fæsted’
jeg min Mø.
2.
Det var den Alfekvinde,
Hun er saa led og gram:
Ret aldrig skal den Jomfru skjær
Til Kirken følge ham.
3.
Hør mig, Du Alfekvinde,
Lad fare den Besvær;
To Hjerter kan ei skilles ad,
Der har hinanden
kjær!
Faksimile
117.
En gammel Mand
.Det er et vakkert Kvæde. See, hvor de unge
Karle skotte derhen. (peger hen paa Pigerne)
Ja, ja, hver har vel sin, kan jeg tro.
Karle skotte derhen. (peger hen paa Pigerne)
Ja, ja, hver har vel sin, kan jeg tro.
Bengt
(gjør Miner til Margit)
Ja, jeg har min, det veed jeg vist, ha, ha, ha!
Margit
(afsides)
Og at maatte lide al denne Spot og
Spe!
Nei,
nei, nu maa den sidste Redning fristes.
nei, nu maa den sidste Redning fristes.
Bengt
.Hvad fattes Dig? Mig
tykkes
Du er saa bleg.
Margit
Bengt
Retsaa, min Hustru!
kom
med det!
Margit
Næsten er jeg bange for, det vil lidet hue Jer;
men det faaer nu være.
men det faaer nu være.
Gudmund
(afsides)
Alle Helgene, hun vil da vel ikke –!
Margit
Det var sig en Ungmø fager og
fiin
,
Hun sad i sin Faders Gaard,
Hun sømmed’ i Silke, hun sømmed’ i
Liin
;
Saa lidet
den Gammen forslaaer.
Hun sad saa ene med Sorrig og Gru,
Faksimile
119.
Der var tomt i Hal og i Stue;
Den Jomfru liden var stolt i Hu,
Hende lysted’ at vorde en ædelig Frue. –
Det var sig Bjergkongen, red han fra Nord,
Kom han tilgaarde med Guld og med Svende.
Trediedagsnatten hjemad han foer
Alt med sin Brud – med hende!
I Bjerget sad hun heel mangen Sommer,
Af Guldhorn kunde hun Mjøden tømme;
I Dalen trives de
yndeligste
Blommer,
Hun sanked’ dem kun i Drømme. –
Det var sig den Ungersvend bold og god,
Vel kunde han lege paa gyldne
Strænge
;
Det klang til Bjergets inderste Rod,
Hvor hun havde siddet saa længe.
Saa underligt blev hun tilsinde derved, –
Faksimile
120.
Op sprang Fjeldets Port som en Bue!
Over Dalene laa Gud Faders Fred,
Og al den Herlighed kunde hun skue.
Det var som om nu, for første Gang,
Hun var vækket tillive ved Harpeklang,
Som om hun først nu forstod at finde
Den
Rigdom
Livet slutter inde!
Og vel maa I vide, Hver og En,
At den, som er fængslet til Fjeldets
Steen
,
Kan løses saa let ved Harpeleg! –
Han saae hende bunden, hørte hun skreg,
Men han slængte sin Harpe bort i en Vraa,
Heisede
Silkesejlet
i Raa,
Stævnede over den salte Sø
Til fremmede Lande med sin Fæstemø. –
(
med
stigende Heftighed)
Faksimile
121.
Du legte saa fagert paa Strengenes Guld, –
Thi svulmer min Barm saa kjæk og fuld!
Jeg maa ud, jeg maa ud i de grønne Dale!
Jeg døer herinde i Fjeldets Sale! –
Han haaner mig kun! Han favner sin
Mø,
Mø,
Og stævner over den salte Sø!
(
fortvivlet
.)
Med mig er det ude, Bjerget er lukket!
Solen lyser ikke mere, alle Stjerner er
slukket!
(
synker
afmægtig tilbage)
slukket!
Signe
(grædende, idet hun griber hende i sine Arme.)
Margit! min
Søster!
Faksimile
122.
Gudmund
(paa samme Tid.)
Hjælp, Hjælp, hun døer!
(Almindelig Bevægelse blandt Gjæsterne)
Faksimile
123.
Tredie Akt.
(Samme Stue som i første Akt. Det er fremdeles
Nat; en mild Dæmring er udbredt over Værelset.)
Nat; en mild Dæmring er udbredt over Værelset.)
1ste
Scene
Bengt (staaer udenfor Døren i Baggrunden
med en Ølbolle i Haanden). En Pige (rydder
op i Stuen.)
med en Ølbolle i Haanden). En Pige (rydder
op i Stuen.)
Bengt
(talende til Nogen udenfor)
Guds Fred da, og vel mødt igjen paa
Solhoug
!
I kunde ellers gjerne blevet her til imorgen, I
ligesaavel som de Andre. Nu, ja, ja – Nei
vent, jeg følger med til Ledet, jeg maa drik-
ke Jer til endnu engang. ( han gaaer.)
(Efter en Pause høres dæmpet i Baggrunden føl-
I kunde ellers gjerne blevet her til imorgen, I
ligesaavel som de Andre. Nu, ja, ja – Nei
vent, jeg følger med til Ledet, jeg maa drik-
ke Jer til endnu engang. ( han gaaer.)
gende Chor.)
Faksimile
124.
Chor
.Guds Fred og Farvel til Hver og En,
Som har paa Gaarden hjemme!
Nu gaaer vor Sti over Stok og Steen, –
Frisk op! Du maa Fedlen stemme!
Med Dands og med Sang
Skal vi korte den Vei saa tung og lang!
Hei, lystig afsted!
(Sangen taber sig i det Fjerne.)
2den
Scene
Pigen. – Margit (
kommer fra
Venstre)
Pigen
Christ fri
mig! –
Min Frue, er I staaet op?
Margit
Jeg er frisk og vel, Du kan gaa hen og
sove. –
Vent, sig mig, er alle Gjæsterne borte?
Vent, sig mig, er alle Gjæsterne borte?
Faksimile
125.
Pigen
Nei, ikke Alle. Nogle blive Natten over;
de sove allerede.˹.˺
de sove allerede.˹.˺
Margit
.Og Gudmund Alfsøn?
Pigen
.Han sover nok ogsaa. Han gik for lidt
siden ind i sit Kammer, der lige over Gangen.
(peger ud til Høire)
siden ind i sit Kammer, der lige over Gangen.
Margit
Godt, Du kan gaa.
Pigen
(gaaer ud til Venstre)
Faksimile
126.
3die
Scene.
Margit (alene).
Margit
(sætter sig hen ved et aabent Vindu til Høire)
Imorgen saa drager vel Gudmund herfra,
Han drager vel ud i den Verden vide;
Jeg sidder igjen med min
Huusbond
, og da –
Mig vil det gaa som Blomsterne smaa,
Som den fattige Urt, som det knækkede Straa,
Jeg har kun at visne og lide. –
Jeg hørte engang om et blindfødt Barn,
Som voxede op i Leg og i Glæde;
Moderen spandt et Trolddomsgarn,
Som mægtede Lys over Øiet at sprede.
Og Barnet
skued’
med undrende Lyst
Over Bjerg og Sø, over Dal og Kyst.
Faksimile
127.
Da
svigted’
de koglende Kunster brat,
Og Barnet gik atter i Mulm og Nat,
Det var forbi med Gammen og Lege,
Af Sorg og Længsel blev Kinderne blege,
Det sygnede hen og leved’ alle Dage
I en evig, en endeløs Klage! –
Ak, ogsaa disse Øine
var
blinde
For Sommerens Liv og for Lysets Skjær –
(
springer
op.)
Og nu at sluttes i Buret inde!
Nei, nei, min Ungdom er mere værd!
Tre Aar af mit Liv har jeg offret ham,
Min Huusbond, men nu maa det briste!
Mægted’
jeg længere Sligt at friste,
Maatte jeg være som Duen tam.
Her kjedes jeg tildøde af smaalig Kiv;
Faksimile
128.
Gjennem Verden
gaaer
der et bølgende Liv, –
Gudmund vil jeg følge med Skjold og med Bue,
Dele hans Fryd og mildne hans Kummer,
Vogte hans Fjed og værge hans Slummer;
Alt
Folket skal undrende staa, naar de skue
Den bolde Ridder og Margit, hans Viv. –
Hans Viv! O, Fader, tilgiv, tilgiv!
Jeg veed ikke
selv
hvad jeg taler!
Send mig din Fred, som læger og svaler!
(Pause)
Signe, min Søster, hende jeg skulde
Lægge før Tiden i
Mulde.
Og dog, hvem veed, hun er ung endnu,
Hun bærer ham vel ikke saa dybt i sin Hu.
(
tager
den lille Flaske frem)
I denne Flaske – med den jeg kunde –
Faksimile
129.
Saa maatte min
Huusbond
for evigt blunde.
(
forfærdet
.)
Nei, nei, den skal kastes paa Elvens Bund!
(
vil
kaste den ud af Vinduet, men standser)
Og dog, jeg kunde i denne Stund –
(
hviskende
, med en vellystig Gysen)
Hvad for en fristende, koglende Magt
Er der dog ikke i Synden lagt!
Mig tykkes den Lykke vinder i Priis,
Som maa kjøbes med Blod, med min Sjæls
Forliis
!
4de
Scene.
Margit. –
Bengt (fra Baggrunden. Han
er kjendelig beruset.)
er kjendelig beruset.)
Bengt
Margit
(der imidlertid har gjemt Flasken)
Er Porten lukket?
Bengt
(sætter sig tilvenstre )
Jeg har sørget for Alt; jeg fulgte de sidste
Gjæster ned til Ledet. Men hvor blev Knut
Gjæsling af ikvæld? – Margit, fyld mig
Bægeret der, jeg er tørstig.
Gjæster ned til Ledet. Men hvor blev Knut
Gjæsling af ikvæld? – Margit, fyld mig
Bægeret der, jeg er tørstig.
Margit
(fylder Bægeret, som staaer foran ham paa
Bordet og siger, idet hun gaaer over til Høire med
Mjødkruset)
Du spurgte om Knut Gjæsling.
Faksimile
131.
Bengt
.Javist gjorde jeg! Den Praler! Jeg mindes
nok at han truede mig imorges.
nok at han truede mig imorges.
Margit
Han brugte værre Ord
ikvæld
da han reiste.
Bengt
.Gjorde han? Det er godt; jeg vil slaa ham
ihjel.
ihjel.
Margit
(smiler foragteligt.)
Bengt
.Jeg vil slaa ham ihjel, siger jeg; jeg er ikke
ræd for at møde ti slige Karle som han. Der-
inde paa Væggen hænger min Faerfaders Øxe,
Skaftet er indlagt med Sølv, og naar jeg kom-
mer med den, saa – ( slaaer i Bordet og drikker)
Imorgen ruster jeg mig, jeg drager ud med alle
mine Mænd og slaaer Knut Gjæsling ihjel. ( drikker
igjen.)
ræd for at møde ti slige Karle som han. Der-
inde paa Væggen hænger min Faerfaders Øxe,
Skaftet er indlagt med Sølv, og naar jeg kom-
mer med den, saa – ( slaaer i Bordet og drikker)
Faksimile
132.
Imorgen ruster jeg mig, jeg drager ud med alle
mine Mænd og slaaer Knut Gjæsling ihjel. ( drikker
igjen.)
Margit
(afsides)
At leve her med ham!
O, Gud!
o,
Gud! (
vil
gaa)
Bengt
Margit!
kom
hid, fyld
mig Bægeret
igjen. –
(Hun nærmer sig. Han vil drage hende ned paa
sit Skjød.) Ha, ha, ha! Du er vakker, Margit!
Jeg holder af Dig!
(Hun nærmer sig. Han vil drage hende ned paa
sit Skjød.) Ha, ha, ha! Du er vakker, Margit!
Jeg holder af Dig!
Margit
Slip mig! (
river
sig løs og gaaer med
Bægret
over til Høire.)
over til Høire.)
Margit
(sagte, idet hun fylder Bægeret.)
Var det saa sandt det sidste
Bæger
jeg skjænkte
for Dig. ( vil gaa ud til Venstre )
for Dig. ( vil gaa ud til Venstre )
Bengt
.Hør, Margit!
een
Ting kan Du takke Him-
len for, og det er, at jeg tog Dig tilægte før
Gudmund Alfsøn kom igjen. (Margit standser)
Ja, for hans hele Eie er ikke Tiendedelen saa
stort som min Fædrenearv, og dog er jeg sikker
paa han havde beilet efter Dig, dersom Du ik-
ke havde været Frue paa Solhoug .
len for, og det er, at jeg tog Dig tilægte før
Gudmund Alfsøn kom igjen. (Margit standser)
Ja, for hans hele Eie er ikke Tiendedelen saa
stort som min Fædrenearv, og dog er jeg sikker
paa han havde beilet efter Dig, dersom Du ik-
ke havde været Frue paa Solhoug .
Margit
(med et Blik til Bægeret.)
Troer Du?
Faksimile
134.
Bengt
.Ja, det tør jeg sværge paa. Bengt Gautesøn
har to kloge Øine i Panden. Men nu kan
han jo tage Signe.
har to kloge Øine i Panden. Men nu kan
han jo tage Signe.
Margit
Og Du
troer
han vil –
Bengt
.Tage hende – Ja, siden han ikke kan faa Dig;
men havde Du været fri, saa – Ha, ha, ha!
Gudmund er ligesom de Andre, han misunder mig
at jeg er din Huusbond, det er derfor jeg kan
saa godt lide Dig, Margit! – Skjænk mig
Bægeret fuldt, – til Randen! (Margit gaaer
hen til Høire og gjør som han siger) Knut
Gjæsling beilede jo efter Signe; men ham vil
jeg slaa ihjel! Gudmund skal faa hende; det
er en brav Karl. Tænk Dig, Margit! hvor
godt vi skal leve sammen som Grander; om
Sommeren drage vi paa Gjæsteri til hinanden, og
om Vinteren sidde vi herinde i Stuen saa lang
Dagen er, hver med sin Hustru paa Skjødet, og
drikke og snakke sammen om Løst og Fast. –
Ha, ha, ha! I den første Tid vil vel Gudmund
see lidt umildt til mig naar jeg favner Dig;
men det forvinder han vel snart kan jeg tro.
men havde Du været fri, saa – Ha, ha, ha!
Gudmund er ligesom de Andre, han misunder mig
at jeg er din Huusbond, det er derfor jeg kan
saa godt lide Dig, Margit! – Skjænk mig
Bægeret fuldt, – til Randen! (Margit gaaer
hen til Høire og gjør som han siger) Knut
Gjæsling beilede jo efter Signe; men ham vil
jeg slaa ihjel! Gudmund skal faa hende; det
Faksimile
135.
er en brav Karl. Tænk Dig, Margit! hvor
godt vi skal leve sammen som Grander; om
Sommeren drage vi paa Gjæsteri til hinanden, og
om Vinteren sidde vi herinde i Stuen saa lang
Dagen er, hver med sin Hustru paa Skjødet, og
drikke og snakke sammen om Løst og Fast. –
Ha, ha, ha! I den første Tid vil vel Gudmund
see lidt umildt til mig naar jeg favner Dig;
men det forvinder han vel snart kan jeg tro.
Margit
(har under hans Ord forraadt en stedse stigen-
de Sjælekamp; endelig tager hun Flasken frem)
Bengt.
(uden at lægge Mærke dertil)
Naa, fyld mig Bægeret!
Faksimile
136.
Margit
(afsides)
Dette er
mere
end et Menneske kan bære! –
( H ˹æ˺ { e } æ lder Inholdet i Bægeret, kaster Flasken ud
af Vinduet og siger:) Dit Bæger er fuldt!
( H ˹æ˺ { e } æ lder Inholdet i Bægeret, kaster Flasken ud
af Vinduet og siger:) Dit Bæger er fuldt!
Bengt
.Det er godt!
Margit
(gaaer mod Venstre, men standser kjæmpende med
sig selv og nærmer sig atter Bægret, som om
hun angrede sit Forsæt.)
Bengt
(leende, idet han lægger sig tilbage i Stolen)
Naa, venter Du paa mig? Gaa Du kun,
jeg kommer snart efter.
jeg kommer snart efter.
Faksimile
137.
Margit
(pludselig bestemt)
Dit Bæger er fuldt, der staaer det! (
gaaer
hurtig ud til Venstre)
hurtig ud til Venstre)
5te
Scene
Bengt. –
Strax efter en Huuskarl (fra
Baggrunden)
Baggrunden)
Bengt
Jeg kan godt lide hende; det angrer mig ikke
at jeg tog hende tilægte, skjøndt hun ikke
eiede mere Arvegods end Bægret der ˹ , ˺ og de Søl-
jer hun stod Brud med. ( gaaer hen til Høire
og griber Bægeret.)
at jeg tog hende tilægte, skjøndt hun ikke
eiede mere Arvegods end Bægret der ˹ , ˺ og de Søl-
jer hun stod Brud med. ( gaaer hen til Høire
og griber Bægeret.)
Huuskarlen
( kommer, forskrækket )
Bengt
(sætter Bægeret ned)
Knut Gjæsling? Hvem siger det?
Huuskarlen
.Nogle af Eders Gjæster saae ham nede paa Vei-
en, og saa drog de iilsomt tilbage for at vare
Jer ad.
en, og saa drog de iilsomt tilbage for at vare
Jer ad.
Bengt
Godt, saa skal jeg da ogsaa –! Hent mig min
Faerfaders Øxe! (De gaa ud i Baggrunden)
Faerfaders Øxe! (De gaa ud i Baggrunden)
6te
Scene
Gudmund og Signe (komme fra Høire)
Signe
Det maa da saa være?
Faksimile
139.
Gudmund
Den yderste Nød
Tvinger os.
Signe
.Ak, at drage
Som Flygtning fra
Bygden
hvor jeg er født!
(
tørrer
Øinene)
Og dog, jeg vil ikke klage;
Det er jo for din Skyld jeg drager afsted.
Gudmund!
havde
Du Kongens Fred,
Jeg blev hos min Søster.
Gudmund
.Og næste Dag
Saa kom Knut Gjæsling med
Sværd
og Bue,
Og
løfted’
Dig op paa Gangerens Bag
Og gjorde Dig til sin
Frue!
Faksimile
140.
Signe
Ak, lad os fly! Men hvor gaa vi hen?
Gudmund
.Ude ved Fjorden har jeg en Ven;
Han skaffer os et Skib. Over salte Vande
Seile vi ned til de danske Strande;
Der kan Du
tro
det er deiligt at bo,
Der vil Du finde det fagert at bygge,
Der monne de
yndeligste
Blommer gro
Alt under Bøgenes Skygge!
Signe
.Min arme Søster, Farvel, Farvel!
Som en Moder har Du mig vogtet og fredet,
Har ledet min Fod, har til Himlen bedet
Den frommeste Bøn for mit Held!
See, Gudmund! Lad os i dette Bæger
Faksimile
141.
Drikke hende til; lad os
ønske
at snart
Hendes Sind maa igjen vorde freidigt og klart,
Og at Gud hendes Kvide læger.
(
tager
Bægeret.)
Gudmund
.Det vil vi; vi drikke tilbunds for hende.
(studsende)
Nei, stands! Dette Bæger skulde jeg
kjende{.}
˹!˺
(
tager
det fra hende)
Signe
.Det er Margits Bæger.
Gudmund
.Ved Himlen! Ja,
Nu mindes jeg! Dengang jeg drog herfra,
Monne Vinen i Bægeret gløde;
Hun drak mig til paa et frydeligt Møde,
Faksimile
142.
Men det blev hende selv til Sorg og Nød.
Nei, Signe!
drik
ikke Mosten sød
Af dette Bæger.
(
slaaer
Vinen ud af Vinduet.)
Vi maa afsted!
(Larm i Baggrunden)
Signe
.Tys,
tys,
jeg hører Stemmer og Fjed!
Gudmund
(lyttende)
Knut Gjæslings Røst!
Signe
.O, frels os Gud!
Gudmund
Vær rolig! Vel skal jeg værge min Brud!
Faksimile
143.
7de
Scene.
De Forrige. –
Margit (
kommer fra Venstre
)
Margit
( afsides )
Hvad gjælder det? Er min Huusbond –?
Gudmund
og Signe
Margit!
Margit
Gudmund og Signe! Er I
her!
Signe
Margit, kjære Søster!
Margit
(forfærdet, idet hun bemærker Bægeret som Gud-
mund har beholdt i Haanden)
Bægeret! Hvem
har tømt det?
har tømt det?
Faksimile
144.
Gudmund
(forvirret)
Tømt –? Jeg og Signe, vi vilde –
Margit
(fortvivlet)
Naade!
Naade! Hjælp! De døer!
Signe
.Margit!
O
Gud!
hvad
fattes Dig?
Margit
Hjælp!
Hjælp! Vil da Ingen
hjælpe?
8de
Scene.
De Forrige. –
Første Huuskarl og senere
Anden Huuskarl (Begge fra Baggrunden)
Anden Huuskarl (Begge fra Baggrunden)
Første Huuskarl
Fru Margit! Eders Huusbond –
Faksimile
145.
Margit
Han, har ogsaa han drukket –
Gudmund
(afsides)
Ha, nu begriber jeg –!
Første Huuskarl
Knut Gjæsling har fældet ham!
Signe
Fældet!
Gudmund
(drager Sværdet)
Endnu ikke, vil jeg haabe. (
sagte
til
Margit) Vær rolig! Ingen har drukket af
Bægeret der!
Margit) Vær rolig! Ingen har drukket af
Bægeret der!
Margit
Da priset være Gud, som frelste os
Alle! –
Faksimile
146.
(
Margit synker
ned i en Stol til Venstre)
Anden Huuskarl
( kommer og standser Gudmund, som vil ile ud.)
I kommer for sildig! Herr Bengt er død!
Gudmund
.Altsaa dog fældet!
Anden Huuskarl
Gjæsterne og Eders Folk har faaet Bugt med
Voldsmændene; Knut Gjæsling og hans Mænd
ere bundne; der komme de.
Voldsmændene; Knut Gjæsling og hans Mænd
ere bundne; der komme de.
9de
Scene
De Forrige. –
Gjæster og Huuskarle, som
føre Knut Gjæsling, Erik fra Hægge og
flere af Knuts Mænd bundne mellem sig.
føre Knut Gjæsling, Erik fra Hægge og
flere af Knuts Mænd bundne mellem sig.
Faksimile
147.
Knut
(bleg og stille)
Manddraber{,}!
Gudmund!
hvad
siger Du til
det?
det?
Gudmund
Knut!
Knut!
Hvad
har Du gjort?
Knut
Det var en Vaadesgjerning, det sværger
jeg. –
Han mødte mig i Svalegangen, der var mørkt
derinde og saa hug jeg uforvarende til med
Øxen.
Han mødte mig i Svalegangen, der var mørkt
derinde og saa hug jeg uforvarende til med
Øxen.
Erik
.Det er Sandhed!
Knut
Fru Margit!
kræv
hvad Bod I vil, jeg er
rede til at betale den.
rede til at betale den.
Faksimile
148.
Margit
Jeg kræver
Intet; ˹–˺
Gud maa dømme os
Alle. –
Dog jo, eet kræver jeg, lad fare Eders onde
Anslag mod min Søster.
Dog jo, eet kræver jeg, lad fare Eders onde
Anslag mod min Søster.
Knut
.Aldrig skal jeg mere prøve paa at løse mit
usalige Løfte. Tro mig, jeg skal bedre mig;
bare ikke min gamle Moder – det gaaer mig
meest til Hjertet. Gudmund! skulde Du kom-
me til Ære og Værdighed igjen, saa tal godt
for mig hos Kongen.
usalige Løfte. Tro mig, jeg skal bedre mig;
bare ikke min gamle Moder – det gaaer mig
meest til Hjertet. Gudmund! skulde Du kom-
me til Ære og Værdighed igjen, saa tal godt
for mig hos Kongen.
Gudmund
Jeg? Endnu før Daggry maa jeg ud af Lan-
det –
(Studsen blandt Gjæsterne. Erik forklarer dem
det –
hviskende Sammenhængen)
Faksimile
149.
Margit
(efter vexelviis at have betragtet Gudmund og Signe)
Og Signe vil følge Dig?
Signe
(nærmer sig bedende)
Margit
Gud være med Jer Begge!
Signe
Kjære Søster!
Gudmund
.Tak, Margit! Dog, lad os gjøre det kort.
( lyttende ) Tys! jeg hører Hovslag i Gaarden.
( lyttende ) Tys! jeg hører Hovslag i Gaarden.
Signe
(ængstelig)
Der kommer Fremmede!
Faksimile
150.
10de
Scene
De Forrige. –
En Karl (fra Baggrunden)
Karlen
.Kongens
mænd
staa udenfor; de søge Gudmund
Alfsøn!
Alfsøn!
Signe
.O, Gud i Himlen!
Margit
Kongens Mænd!
Gudmund
.Saa er Alt
forbi! –
O, Signe!
at
miste
Dig nu, det var det Tungeste jeg kunde
friste.
Dig nu, det var det Tungeste jeg kunde
friste.
Knut
Nei, Gudmund!
dyrt
skal Du sælge Livet; vi
ere Alle rede til at slaa for Dig.
ere Alle rede til at slaa for Dig.
Faksimile
151.
Erik
(seer ud)
Det nytter ikke; de ere os for mandstærke.
Signe
.De komme herind!
O, Gud! o, Gud!
11te
Scene
De Forrige. –
Kongens Sendebud med Følge
(fra Baggrunden)
(fra Baggrunden)
Sendebudet
I Kongens
Ærind
søger jeg Eder, Gudmund
Alfsøn!
Alfsøn!
Gudmund
.Godt! Men jeg er skyldfri, det sværger jeg
høit og dyrt!
høit og dyrt!
Sendebudet
Det vide vi Alle!
Faksimile
152.
Alle
(uden de nys Ankomne)
Hvorledes?
Sendebudet
.Jeg har Befaling at byde Eder til Gjæst i Kon-
gens Gaard; han skjænker Eder sit Venskab og
rige Forleninger dertil.
gens Gaard; han skjænker Eder sit Venskab og
rige Forleninger dertil.
Gudmund
.Signe!
Signe
Gudmund!
Gudmund
Men saa sig mig –?
Sendebudet
Eders Avindsmand, Kantsleren Audun Hugleik-
søn er falden.
søn er falden.
Faksimile
153.
Alle
.Falden!
Sendebudet
For tre Dage siden mistede han Hovedet i
Bergen. ( med dæmpet Stemme) Han havde
krænket Norges Dronning.
(I dette Øieblik staaer Solen op og kaster sit
Bergen. ( med dæmpet Stemme) Han havde
krænket Norges Dronning.
Skjær ind i Stuen. Margit, der har siddet
hensunken i sig selv, reiser sig og træder frem )
mellem Gudmund og Signe)
Margit
Saa følger Straffen i Brødens Fjed!
Skjærmende Engle, fromme og milde,
Har naadigt skuet inat til mig ned,
Og reddet
mig
før det var forsilde.
Nu veed
jeg
at Livet vil mere sige
Faksimile
154.
End Jordens Gammen, end Verdens Rige;
Jeg har følt den Anger, den Rædsel vild,
Som
kommer
naar Sjælen er sat paa
Spil. ˹–˺
Til den hellige Sunnives Kloster jeg gaaer.
(Gudmund og Signe ville tale)
Stille! At rokke mig Intet
formaar
.
(
lægger
deres Hænder sammen.)
Gudmund! før hende hjem som Brud;
Eders Pagt er from, den skjærmes af
Gud!
Gudmund
.Signe, min Viv! – See Dagen rinder,
Det er vor unge Kjærligheds Dag!
Signe
Mine bedste Drømme, mine fagreste Minder
Skylder jeg Dig og din Harpes Slag.
Min ædle Sanger! I Sorrig og Lyst
Faksimile
155
Slaa kun din
Harpe
som bedst Du lærte;
Tro mig, der er Strenge dybt i mit
Bryst,
Som skal svare Dig i Fryd og i
Smerte!
Chor
.Over Jorden vogter Lysets Øie,
Værner kjærligt om den Frommes Fjed,
Sender Trøstens milde Straaler
ned; –
Lovet være Herren i det Høie!
